Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Kofoeds Skole Aarhus
Jeg vil gerne fortælle, hvad jeg synes, Kofoeds Skole Aarhus har af betydning for vores by. Som tidligere elev håber jeg, at mit svar kan give indblik i konsekvenserne af at spare på det, som stedet tilbyder.
Langvarige mén efter en hjernerystelse gjorde, at jeg måtte stoppe på mit arbejde og min uddannelse.
Trods ihærdige forsøg på at klare ærterne blev jeg sygemeldt, kom på kontanthjælp og begyndte sidenhen på Kofoeds Skole for at blive afklaret om min fremtid.
Skolens slogan var "Mennesker med mere", og deres tidligere logo viste flammen på et stearinlys, skærmet af to hænder. Og klikker man ind på skolens hjemmeside finder man følgende citat:
"Vores opgave er at hjælpe den enkelte elev med at aktivere, opbygge og udvikle deres egne personlige ressourcer, kompetencer og selvværd, med henblik på, at eleven kan magte mere selv. Med andre ord ser vi princippet om ‘Hjælp til Selvhjælp’ som en empowerment-strategi, hvis mål er at styrke den enkelte.
Alt vores arbejde bygger på en dyb respekt for det enkelte menneske og vi tror på, at alle har lige værd og ret i samfundet. Derfor anerkender vi også, at den udvikling vi støtter hos individet er forskellig fra menneske til menneske. Ligesom indsatserne er det. Fælles for Kofoeds Skoles indsatser er dog, at eleven, i størst mulig grad, selv skal være den udførende og ansvarlige for at udvikle egne ressourcer og muligheder.
”Vi hjælper ikke for at hjælpe, men for at opbygge (udvikle)” – citat: H.C. Kofoed"
Her kunne jeg egentlig stoppe med at skrive, fordi logoet og citatet meget præcist fortæller, hvad man kan få ud af at gå på skolen. Alligevel vil jeg gerne dele mine egne erfaringer.
Kofoeds Skole tilbød eleverne hjælp fra et dygtigt team af medarbejdere – blandt andet socialrådgivere, sekretærer, pædagoger, psykomotoriske terapeuter, håndværkere og køkkenmedarbejdere. Mit forløb viste mig gang på gang, at disse mennesker ofte gik længere, end deres faglighed egentlig krævede, for at støtte og vejlede os elever. Det er jeg meget taknemmelig for.
Vi deltog på skolens forskellige hold og modtog undervisning, men fik også individuel hjælp og sparring i forhold til vores videre forløb og samarbejde med kommunen. Det var vigtigt, fordi mange elever – på tværs af køn, alder og etnicitet – lever med usynlige udfordringer, der kræver et særligt nærvær.
Mit forløb blev tilrettelagt med fokus på at lære at mestre mig selv: at forstå mine styrker, begrænsninger og muligheder. Målet var, at jeg en dag kunne vende tilbage til samfundet udenfor – enten til arbejde, studie eller måske fleksjob. Det mål blev faktisk opnået.
Kofoeds Skole gav mig et sted at være. For gennem skolens værksteder kunne jeg lære færdigheder, der både kunne bruges på arbejdsmarkedet og i hverdagen. Samtidig blev skolen et vigtigt socialt samlingssted for mig. Jeg kunne jo ikke deltage på et arbejde eller studie, og havde altså få muligheder for at møde nye mennesker. Men på skolen kunne jeg møde andre, der forstod livet med et usynligt handicap, og dermed undgik jeg den isolation og ensomhed, der ellers let kan opstå.
Der blev tilbudt mange forskellige hold: Køkken, Sy-værksted, Træ- og metalværksted, Pilates, Tegning og kunst samt Meditation og bevægelse og mange flere.
Værkstederne var ikke kun læringsrum for eleverne, men producerede også ting: Såsom samarbejde med Skanderborgfestival, eller at sy flydebælter til brug i svømmehallen.
På Meditation og bevægelsesholdet lærte jeg min krop bedre at kende og forstå dens faresignaler, så jeg kunne undgå overbelastning. Jeg lærte også teknikker til at finde ro. Det var særligt værdifuldt i forhold til mine senfølger.
På Tegning og kunst samt Sy-værkstedet opdagede jeg evner, jeg ikke vidste, jeg havde. Jeg fandt ro i arbejdet og blev klogere på, hvilke miljøer jeg kunne trives i uden at blive overstimuleret. Jeg lærte også, at jeg havde evner for at holde struktur og orden. Det var en vigtig opdagelse i en periode, hvor jeg ellers havde mistet tro på mine egne evner.
Min proces på Kofoeds Skole kan beskrives sådan: Jeg arbejdede mig hen imod at møde mig selv, erkende mig selv og lære at mestre mig selv.
En vigtig del af dette var, at værkstederne var et trygt miljø uden konstant pres for at præstere. På svære dage kunne man møde op og gå igen, men stadig holde fast i en rutine eller være social med de andre elever.
Samlet set har mit ophold haft enorm betydning for mig, og jeg ville ikke være kommet så trygt videre foruden.
Jeg vil også tilføje, at når jeg har fortalt mennesker uden for Skolen og uden for Aarhus Kommune om Kofoeds Skole, har jeg gentagne gange mødt stor anerkendelse. Flere har udtrykt, at det er et unikt og værdifuldt tilbud, som de ville ønske fandtes i deres egen kommune.
Derfor ser jeg Kofoeds Skole som et særligt vigtigt redskab for Aarhus Kommune. Den understøtter udsatte borgere i at finde fodfæste og giver dem redskaber til at stå stærkere og komme videre.
Download høringssvar som pdf