Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Pkt. 4.24 lukning af køkkendrift på Bofællesskabet i Mårslet
Vores søn på 28 år bor i Bofællesskabet Mårslet, som har været hans hjem siden 2020 og her havde man gode intentioner, for i fælleshuset er der etableret et produktionskøkken med en fast kok, som har været med fra starten og derfor har et indgående kendskab til beboernes individuelle behov, præferencer og udfordringer i forhold til mad - herunder særlige kostbehov !
For mange mennesker med handicap er mad ikke kun ernæring, men også en vigtig del af tryghed, struktur og livskvalitet. Den nuværende ordning gør det muligt at tilpasse maden til den enkelte og bidrager samtidigt til et hjemligt miljø i bofællesskabet. En vigtig tradition er også, at beboerne kan ønske deres livret på deres fødselsdag, præcis som man gør i ethvert andet hjem og det skaber glæde, hjemlighed og en følelse af at blive set som den person man er !
Køkkenet er desuden en del af fællesskabet. I vores søns hus er der syv beboere (alle under 30 år), og en dag om ugen har de på skift en maddag, hvor de er med til at vælge menu og deltage i madlavningen sammen med en pædagog. Det giver dem mulighed for at udvikle færdigheder og få reel indflydelse på deres hverdag, og de udstråler en enorm stolthed over, det måltid de bidrager med i eget hjem.
Det er samtidig meget svært at forstå, at man vil forringe en velfungerende ordning og samtidig gøre den dyrere, og der varlses med en stigning på mellem 1.000 - 1.700 kr om måneden pr beboer, hvis køkkenet nedlægges og maden leveres udefra.
Samlet set vil det betyde dårligere kvalitet, manglende fleksibilitet og ingen mulighed for beboernes deltagelse - samtidig med en markant højere pris til den gruppe i samfundet der har mindst til rådighed.
Jeg vil derfor på det kraftigste opfordre til, at man dropper spareforslaget om at nedlægge køkkendriften på diverse botilbud !
Hvis borgernes hverdag virkelig skal være i centrum, og hvis frihed også skal betyde at borgerne har indflydelse på egen hverdag, bør man bevare den løsning, der allerede fungerer godt og som giver beboerne mulighed for både medbestemmelse, deltagelse og en hverdag, der minder om et almindeligt hjem.
Download høringssvar som pdf