Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Høringssvar fra bruger af SORAS samværstilbud og Dalgas skolen
Høringssvar angående Omstillingsplan for socialområdet:
Jeg er meget forundret over beslutningerne med at lukke både SORAS samvær og Dalgas skolen, begge tilbud som jeg er tilmeldt. Jeg er bange for hvilke konsekvenser det kan have for mange af brugerne og mig selv, at berøve os disse sociale tilbud som for mange er som et slags hjem og en vigtig del i at fungere socialt og undgå isolation, ensomhed, depression ol og for nogen, måske endda undgå indlæggelse eller lignende mere akutte former for støtte.
Jeg startede på Dalgas skolen i 2021.
Dalgas skolen gør at jeg, som førtidspensionist, har en aktiv hverdag hvor jeg har noget at stå op til og hvor jeg møder og har kontakt og udvekslinger med andre mennesker 3 dage i ugen. Jeg har en ramme til at fordybe mig i billedkunst, en af mine interesser som jeg har svært ved at tage mig sammen til derhjemme. På dette hold hvor vi maler og tegner er der en hyggelig stemning, med samtaler og det kan endda være at vi beslutter at tage på en cafe når dagen er færdig.
De to andre dage har jeg historie og 3 forskellige musikfag. Historiefaget giver en god mulighed for at udfordre og stimulere mig selv intellektuelt i en tryg ramme.
Musikfagene er yderst vigtige for mig. Jeg har nemt ved at spille musik, og det at spille musik med andre skaber en stor livsglæde for mig og det musiske samspil gør det så meget nemmere for mig også at have et socialt samspil med andre. Det fungerer som en slags antidepressiv medicin for mig, en slags terapi og en god mulighed for socialt fællesskab.
Vi er blevet gode til at spille efterhånden, men der er altid den forudsætning at der er plads til alle og alle skal kunne følge med, hvilket jeg også er stor tilhænger af. Vi har nogle rigtig rare og gode lærere på disse hold som skaber en inkluderende, tryg ramme, også på de dage hvor man har det sværere end andre dage. Vi er en gruppe på disse musikhold som ofte er sammen og har en del socialt samvær efter timerne, hvilket førhen ikke har været normalt for mig. Dalgas skolen er det helt perfekte sted for mig som beskæftigelse ift min personlige trivsel. Hvis jeg mister den del af mit liv vil faren for depression og følelsen af meningsløshed stige for mig.
Jeg har været tilknyttet SORAS samvær siden 2010.
Før at Dalgas skolen begyndte at fylde mere i mit sociale liv, har SORAS samværet haft en lignende rolle. Samværet er en forholdsvis nem måde at komme ud af døren og vælge andre mennesker til, fremfor at isolere sig derhjemme, specielt i perioder af ens liv hvor man ikke har så mange andre muligheder. Samværet er et første skridt på vejen ud af ensomhed og isolation. Selvom jeg i nogle perioder ikke bruger samværet, så har det har altid været en stabil base for mig.
Nok alle de bekendtskaber jeg har haft på forskellige dagstilbud eller uddannelsessteder, har været kortvarige og har sluttet ikke lang tid efter jeg er gået videre til et andet sted. Soras samvær er et sted man er tilknyttet i lang tid, og det er let at holde en kontakt ved lige med folk hvis man bruger samværet. Det at møde nogen i samværet, kan være meget nemmere at overskue og langt mindre angst provokerende end at prøve at invitere nogen hjem eller lave en aftale med nogen om fx at drikke kaffe et sted i byen.
På den anden side kan det også være et første skridt på vejen til at gøre disse ting, fx med en person man falder i snak med i samværstilbuddet. Man kan også følges ad i større grupper, til ting udenfor SORAS samværs lukketider, hvilket for en som mig kan være nemmere end personlige aftaler med folk jeg ikke allerede kender meget godt.
Jeg har ofte mødtes med en lille gruppe af brugerne i samværet til forskellige arrangementer, byture eller lignende i Århus, og vi har også gennem flere år holdt nytår sammen, hvilket specielt har føltes værdifuldt for mig, de år hvor jeg har følt at jeg ikke havde andre alternativer end at sidde derhjemme alene.
Samværet har ført til at jeg startede et band sammen med en jeg mødte i samværet. Det varede omkring 5 år med en masse koncerter, albumudgivelser og en masse nye venner og bekendtskaber i en del af Århus undergrunds-musikmiljø. Jeg er i tiden efter dette band drevet mere væk fra disse bekendtskaber, da det har været svært at holde kontakter ved lige uden at være en direkte aktiv del af det, som man mere er når man spiller i et meget aktivt band.
Men det er altid muligt at komme tilbage til samværet og de fællesskaber med brugere i samværet, hvor vi tager til koncerter, går i byen sammen ol.
SORAS samværet har holdt mig oven vande i visse perioder af mit liv. Socialt samvær er en evne som kræver mange kræfter for mig, og noget jeg er nødt til at træne og holde ved lige. I de perioder hvor jeg ikke har haft andre muligheder, har SORAS samvær udfyldt den rolle for mig, bare det at se andre mennesker og være i samme rum som dem, kan i nogen perioder gøre en kæmpe forskel. Jeg er sikker på at SORAS samvær har en måske lidt anderledes, men mindst lige så vigtig rolle, for alle de andre som bruger det regelmæssigt, og jeg håber virkelig ikke at det bliver frarøvet os.
mvh Bjørn Vind Abildtrup, bruger af SORAS samvær og Dalgas skolen.
Download høringssvar som pdf