Jeg er en 58 årig førtidspensionist med op til flere diagnoser, som i øjeblikket går på Kofoeds Skole i Aarhus. Med mig i rygsækken har jeg ingen nulevende familiemedlemmer.

Efter en længerevarende depression på flere år grundet tab af familie og livskvalitet indtraf et kritisk sygdomsforløb. Dette ledte til selvmordstanker, der med tiden udviklede sig til 2 forsøg og en tur på psyk.

Efter min udskrivelse som 56-årig hørte jeg for første gang om Kofoeds Skole, hvorefter jeg tog kontakt. Kort inde i forløbet så jeg at Kofoeds Skole Aarhus er et frirum, hvor jeg kan vokse uden stress. Hvor jeg ikke er alene. Et sted hvor jeg i ro, kan udvikle mit jeg. En skole med mere, hvor folk og fæ kan finde mennesket i sig selv. For mig er en redningsflåde i en sø af modstand.

Med andre ord et fællesskab, hvor jeg ikke er alene.
Der er plads til at dele, og det, jeg deler, bliver grebet af andre.

Fællesskabet bygger på tryghed og giver en følelse af, at jeg kan være mig, og at min sårbare side her får råderum. Et fællesskab så rummeligt, at der er plads til en bred mangfoldighed med alle vores særheder, udfordringer, sejre etc.

Fra præstation til proces
Det at være alene med mine tanker eller at føle mig ensom blandt mennesker er ikke længere en barriere. Jeg har noget at stå op til.
Er der langt til den, som jeg gerne vil være? Er jeg god nok, som jeg er?

Her er tid til at have sin egen individuelle proces. Man skal ikke passe ned i en kasse, man kan få lov til at gøre det i ens eget tempo. Et sted, hvor tid er en nødvendighed, hvor diversiteten bliver mødt af en konstruktiv og faglig opmærksomhed. Lærerne og ens medelever hepper og fejrer fremskridtet i udviklingsprocessen.

Jeg oplever, at lige meget, hvor meget eller hvor lidt du kan være på skolen (både fysisk og mentalt), så bliver du og det, du kommer med, værdsat.
Man vokser med troen på sig selv. Jeg oplever, at ens ret til at være til, ikke er betinget af at skulle presse sig selv ud over sine evner på bekostning af ens overskud for så at kunne passe ind under ” diverse normer”.
Man føler sig støttet og vejledt til at finde sin plads i den enkelte hverdag.

Her opstår følelsen af taknemmelighed. En taknemmelighed over, at jeg/vi har fået en plads til at være her, fået plads til at vokse.
Og forstå mig selv som en, der har en berettigelse til livet. Jeg har genfundet håbet og drømmer om at blive peer-medarbejder, hvorigennem jeg kan få en meningsfuld dagligdag som den, jeg har her på Kofoeds Skole. Det at have noget at stå op til giver mig et håb om en fremtid.

Da vi fik meldingen om, at der igen skal spares på vores område, sad jeg med følelsen af modløshed, håbløshed, angst og vrede. Jeg har i alt for mange år af mit liv været ulykkelig og ønsker ikke at komme tilbage til det mørke.