Det er svært og en stor sorg at have et barn med et handicap - også når pågældende bliver voksen. Der er meget, der er kompliceret, og det er en udfordring og en stor opgave at forsøge at hjælpe det elskede handicappede menneske til at få et godt liv. Det kan være svært ikke at få dårlig samvittighed og blive bekymret for, om man gør det godt nok og om ens voksne barn trives.

Der er meget arbejde i det. Mange besøg og mange møder. Og så skal man også kæmpe med kommunen, og forsøge at forklare – måske for døve ører? – at mennesker med autisme også har brug for social kontakt. Det får de kun omkring det, der giver mening for dem, som f.eks. spisning. Der kan man, selv som handicappet, udføre konkrete meningsfulde opgaver i et samspil med andre. Måltidet er et at dagens højdepunkter, måske den vigtigste – og med det udspil der kommer fra kommunens side om at nedlægge botilbuddenes køkkener - bliver aftensmaden nu forvandlet til en plastikbakke. Jeg vil kraftigt anbefale, at det genovervejes, om det er den rette vej at gå.

Et andet af de sjældne højdepunkter er ferien, som nu også risikerer at blive reduceret fra 5 til 2 dage.

Som forælder kan man få mange følelser; vrede, tristhed og frustration. Mest føler jeg mig lidt håbløs og magtesløs.