Til Aarhus Kommune og byrådets politikere



Jeg ønsker at udtrykke min store bekymring over forslagene om at nedlægge køkkenfunktioner i bofællesskaber på socialområdet.



Det her handler ikke bare om drift, logistik og budget. Det handler om mennesker, som i forvejen lever med store udfordringer, og som er helt afhængige af stabile rammer, genkendelighed og støtte i hverdagen.



For mange borgere i bofællesskaber er mad ikke et simpelt spørgsmål om at “få noget at spise”. Mad kan være tæt forbundet med svære problematikker som overspisning, meget ensidige kostvaner, kræsenhed, sanseforstyrrelser, tvangsprægede mønstre og manglende evne til at overskue sunde valg. Netop derfor er det så afgørende, at måltiderne ikke reduceres til noget, der bare leveres udefra, men fortsat indgår i en pædagogisk og social ramme.



Når et køkken forsvinder, forsvinder noget langt større end madlavningen. Det familiære forsvinder. Køkkenet og måltidet er for mange beboere det sted, hvor dagen samler sig. Det er her, der er duft, forventning, rutiner, fællesskab og samtale. Det er her, mange oplever noget, der minder om hjem. Ikke institution. Hjem.



Fælles madlavning og fælles måltider er også en vigtig del af den pædagogiske støtte. Det giver struktur, tryghed og deltagelse. Det giver mulighed for at øve almindelige hverdagsfærdigheder og for at være en del af noget sammen med andre. Når det fjernes, mister borgerne ikke bare en service. De mister livskvalitet, relationer og en vigtig del af deres hverdag.



Jeg er også dybt bekymret for, hvad der sker, hvis ansvaret for kosten i højere grad overlades til den enkelte borger. Nogle borgere kan ganske enkelt ikke selv regulere det. Hvis en sårbar borger selv får lov at bestemme uden støtte og rammer, kan resultatet i praksis blive, at vedkommende vælger pizza, bacon eller andre meget usunde løsninger igen og igen – ikke fordi personen er ligeglad, men fordi funktionsnedsættelsen gør det svært at overskue konsekvenser, variation og balance. Og hvem skal så stoppe det? Hvem skal hjælpe med at sikre, at kosten faktisk er forsvarlig?



Derudover er der en helt konkret økonomisk virkelighed, som jeg savner, at der tages alvorligt i forslaget. Mange beboere lever på førtidspension og har meget begrænset økonomisk råderum. Det vil være en meget stor udgift, hvis de fremover skal købe mad udefra hver dag uden reel kommunal støtte. Foruden de potentielle sundhedsmæssige problemer det kan medføre. For mennesker, der i forvejen har få midler, kan det få alvorlige konsekvenser. Det er ikke rimeligt, at en besparelse på systemniveau sendes videre som en ekstraregning til nogle af samfundets mest sårbare og svageste borgere, der ikke har en chance for at kunne tjene ekstra for at bære denne udgift.



Man må også spørge, hvad den reelle pris bliver på længere sigt. Hvis man fjerner det, der skaber trivsel, struktur og sundere rammer i hverdagen, risikerer man så ikke at skabe større problemer senere – både menneskeligt og økonomisk?



Jeg vil derfor kraftigt opfordre til, at man genovervejer besparelser, der rammer køkkenfunktioner og fælles måltider i bofællesskaber. Beslutninger på socialområdet bør ikke alene vurderes ud fra, hvad der kan spares her og nu, men også ud fra hvad der bevares: værdighed, tryghed, sundhed, fællesskab, venskaber og et hjemligt hverdagsliv for mennesker, som har brug for netop det.



Jeg, som pårørende håber, I vil møde denne sag med respekt for de svageste borgere og med forståelse for, at det her ikke er en lille praktisk ændring. Det er et indgreb i nogle menneskers mest grundlæggende hverdag og liv.