Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Kaffehjørnet – et afgørende recovery-tilbud for unge i psykiatrien
På vegne af Kaffehjørnet:
Kaffehjørnet er et arbejdsorienteret socialpsykiatrisk tilbud til unge mellem 18-30 år med komplekse problemstillinger, som har behov for tid, relationer og meningsfulde fællesskaber for at komme sig. Gennem tidsbegrænsede forløb på 1–2 år arbejdes der målrettet med udvikling og recovery, drevet af de unges egne mål og i et tempo, der tager højde for, at psykisk bedring sjældent følger faste tidsrammer.
Tilbuddet adskiller sig ved at kombinere en fast, arbejdslignende ramme med høj fleksibilitet. Kaffehjørnet kan rumme unge, der oplever ustabilitet, har tilbagevendende indlæggelser eller svingende fremmøde, uden at de mister deres plads i fællesskabet.
De unge støttes både i hverdagsstruktur, relationsdannelse og håndtering af angst, PTSD, depression, selvskadende adfærd, misbrug og kontakt til behandlingssystem og myndigheder.
Metodisk arbejder Kaffehjørnet ud fra Åben Dialogisk Praksis, hvor unge mødes som hele mennesker — uden forhåndskendskab til diagnoser eller journaler. Denne tilgang skaber hurtigt tillidsfulde relationer og et kollegialt fællesskab, hvor psykiatriske problemstillinger kan eksistere side om side med ansvar, initiativ, humor og hverdagsliv. Gennem demokratisk deltagelse og brugerdrevne initiativer styrkes de unges handlekraft, selvbestemmelse og oplevelse af at have indflydelse på eget liv.
De unge opbygger både sociale, personlige og fagspecifikke kompetencer og afsluttes ikke uden en plan for uddannelse, job eller praktik. For unge med behov for en mere glidende overgang tilbydes fortsat tilknytning, mens de afprøver praktik på det ordinære arbejdsmarked.
Uden tilbuddet mangler kommunen et differentieret recovery-tilbud til unge, der ikke kan rummes i eksisterende indsatser. En lukning vil derfor øge presset på behandlingspsykiatrien, sengeafsnit, jobcentre og botilbud.
Download høringssvar som pdf