Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Økonomiske og trivselsmæssige konsekvenser for Aarhus Kommune og de unge, hvis man skærer i Ungekontakten
Høringssvar fra ansatte i Ungekontakten vedr. Omstillingsplanens forslag nr. 4.3 Reduceret Åben Anonym rådgivning. Ungekontakten er Aarhus kommunes Åbne og Anonyme rådgivning til unge fra 13 til og med 17 år.
Vi advarer kraftigt imod den planlagte besparelse. Det vil efterlade mange unge i Aarhus uden tidlig forebyggende hjælp, og det vil gå direkte imod lovgivningens intention om at forebygge sociale problemer, hjælpe unge over øjeblikkelige vanskeligheder og sætte dem i stand til selv at løse opståede problemer ved egen hjælp jf. Barnets lov §§1 og 28.
Der er ingen tvivl om, at forslaget om at skære i den tidlige indsats vil medføre både menneskelige og økonomiske omkostninger, som langt overstiger den umiddelbare besparelse på kort sigt. Selvom forebyggende socialt arbejde kan være svært at belyse rent datamæssigt, kræver det ikke store analyser at gennemskue konsekvensen: Når vi sparer på den tidlige hjælp, venter vi blot på, at problemerne vokser sig så store, at langt dyrere og mere omfattende indsatser bliver nødvendige.
De aktuelle besparelser kommer efter flere år med generelle forringelser, herunder udgiftsstop og ansættelsesstop, hvilket allerede har presset hjælpen til de unge.
Vi mener, at man med forslaget skærer så dybt i kernevelfærd til de unge og deres familier, at man går absolut lige til kanten eller hvor går grænsen?
Lovgivningsmæssig forpligtelse - Forebyggelse er derfor ikke blot ”nice to have”, men det er noget unge har krav på!
I omstillingskataloget står der at Ungekontakten ikke lukkes helt, og at Aarhus kommune derfor lever op til at tilbyde åben og anonym rådgivning jf. BL § 28. Det der også fremgår af § 28 og som Aarhus kommune i lige så høj grad er forpligtet til er, at have et tilbud, der skal ”forebygge sociale problemer og at hjælpe barnet eller den unge over øjeblikkelige vanskeligheder. På længere sigt er det formålet med rådgivningen at sætte barnet eller den unge i stand til selv at løse opståede problemer ved egen hjælp.” Med de planlagte besparelser vil Aarhus Kommune fremadrettet ikke kunne leve op til dette lovgivningsmæssige krav, med det dokumenterede store antal unge, der årligt henvender sig i Ungekontakten.
Ungekontakten er et unikt tilbud med stor tilgængelighed
Ungekontakten har de sidste 30 år udgjort en central del af den tidlige forebyggende indsats i Aarhus kommune. De unge som henvender sig, er unge i akut eller begyndende mistrivsel, såsom ængstelighed, triste tanker, mobning, lavt selvværd, ensomhed, skilsmisse i familien, skolevægring, rusmiddelbrug, tankemylder, konflikter med forældre m.m. Ungekontakten er der også for unge der bare har brug for en voksen, der lytter og handler.
Ungekontakten arbejder helhedsorienteret. Dvs. at man ikke kun tilbyder samtaler med den unge. Ungekontakten inddrager også forældre, hjælper dem med at forstå mistrivslen og giver forældrevejledning i hvordan de kan støtte deres barn bedst muligt. Ungekontaktens rådgivere samarbejder bredt omkring den unge og inddrager de samarbejdspartnere som er relevante for at få den unge i bedre trivsel. Ungekontakten deltager i netværksmøder, inddrager skole, egen læge, PPR, UU mfl. Der samarbejdes desuden med socialforvaltningen og brobygges med en ”håndholdt indsats”. De unge som henvender sig i Ungekontakten er ikke allerede kendte i systemet. Derfor bliver en del af Ungekontaktens arbejde at afdække problematikkerne og lave en grundig beskrivelse, så den unge er velbeskrevet og dermed hurtigt kan visiteres videre til anden indsats, når dette kræves.
Ungekontaktens tilbud er også unikt på den måde, at unge i Aarhus alle ugens hverdage kan komme direkte i kontakt med en rådgiver 6 timer dagligt. Intet andet ungetilbud har så stor tilgængelighed og mulighed for direkte kontakt med en rådgiver. Stor tilgængelighed er vigtigt, da unge ikke skal møde en lukket dør, når de er motiveret for at søge hjælp. Besparelserne vil kræve væsentlig reduktion i åbningstid og tilgængelighed.
Hvad er de negative afledte konsekvenser af den planlagte besparelse for de 350 unge som årligt henvender sig i Ungekontakten?
Man mister:
- Det helhedsorienteret og koordinerende samtaletilbud som MSB’s ældste tilbud har leveret igennem 30 år, herunder øjeblikkelig vejledning og sparring til mere end 340 årlige henvendelser
- At kunne tilbyde over 120 unge et samtaleforløb på op til 8 gratis samtaler med en professionel rådgiver med indgående systemforståelse og et specialiseret ungefokus
- Stor tilgængelighed med direkte kontakt til en rådgiver via telefon, personligt fremmøde eller chat – reduceret tilgængelighed vil ramme alle akutte rusmiddelhenvendelser
- Daglig mulighed for direkte sparring til forældre, skoler, skolesundhedsplejersken, Center for trivsel, Headspace og øvrige fagpersoner i kommunal og civilsamfundsregi
- Hurtig iværksættelse af samtaleforløb uden forudgående bureaukratisk sagsbehandling. Et tilbud uden ventetid.
- Et forebyggende samtaletilbud, som sikrer at 45 % ikke får brug for en kommunal visiteret indsats, da de unge via et samtaleforløb bliver i stand til selv at overkomme udfordringerne. For disse unge har det i hele 60% af forløbene handlet om skolevægring og lav skoletrivsel og Ungekontaktens indsats har forhindret at den unge bliver fuldt skolefraværende og opnår god skoletrivsel.
- Stærkt reduceret mulighed for at kunne følge den unges proces og tempo i anonyme forløb, så de bliver klar til at søge om yderligere hjælp til alvorlige problematikker.
- Mulighed for grundig socialfaglig afdækning og vurdering af grad af udsathed til gavn for fremtidig myndighedssagsbehandling og brobygning til egen læge og psykiatrien.
Hvor skal de unge få hjælp?
At markant færre unge vil kunne blive hjulpet i Ungekontakten vil slå ringe i vandet og øge presset på andre områder. De unge der fremover ikke vil kunne få hjælp i Ungekontakten vil fortsat brug for hjælp i en tid med unge i stigende mistrivsel. I Omstillingskataloget henvises til, at de unge og deres familier i stedet skal finde hjælpen i civilsamfundet. Disse tilbud bemandes i stort omfang af frivillige medarbejdere og ikke fagprofessionelle som i Ungekontakten. Derudover reduceres tilskuddet til nogle af de andre instanser i civilsamfundet, som der henvises til og Center for Trivsel har ikke kapacitet til at tilbyde ca. 350 flere unge et forløb hvert år. Center for Trivsel videresender i dag unge til Ungekontakten, som ikke kan tilbydes et forløb hos dem, hvis de ikke falder ind under de 7 definerede behandlingsspor.
Ikke mindst bør nævnes at myndighedscentrene vil opleve øget pres fra flere unge og familier, som fremadrettet ikke vil have adgang til modtaget en tidlig og forebyggende indsats i Ungekontakten.
Bevar Ungekontakten og hurtig hjælp til de unge!
Grundet ovenstående har vi en alvorlig bekymring for den store andel af unge i Aarhus kommune, vi hjælper hvert år. Mulighederne for at disse unge gribes i tide og får rettidig hjælp, bliver ekstremt minimeret, hvis Ungekontakten reduceres. Vi udfører en unik indsats, som hverken civilsamfundet eller andre kommunale instanser har kapacitet til at løfte.
Download høringssvar som pdf