Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Høringssvar vedr. forslag 4.19, Voksne, Job og Handicap
Høringssvar vedrørende forslag om reduktion af ferie for borgere i botilbud
4.19 Serviceniveau for ferie
Jeg skriver som pårørende til en beboer i Bofællesskabet Mårslet i forbindelse med Aarhus
Kommunes forslag om at reducere borgernes ferie til to dage årligt.
Jeg finder dette forslag dybt problematisk og uacceptabelt.
For borgere i botilbud er ferie ikke blot en udflugt. Det er en vigtig mulighed for at komme væk
fra de daglige rammer, opleve noget andet og mærke, at man er “hjemmefra”. Ferie giver også
mulighed for ro, nærvær og fælles oplevelser mellem borgere og personale – noget som i
hverdagen ofte er svært at skabe i samme grad.
Hvis en ferie reelt kun varer to dage, vil størstedelen af tiden gå med at pakke, transportere sig
til destinationen og derefter pakke sammen igen for at tage hjem. Det efterlader meget lidt
reel ferietid for borgerne. Jeg vil mene, at det er en uværdig måde at behandle både borgere og
personale på.
For min pårørende er ferien den eneste mulighed for at komme væk fra bofællesskabet og
opleve andre rammer med overnatning. Den mulighed er meget værdifuld og bidrager til
livskvalitet og oplevelser, som ellers ikke er tilgængelige i hverdagen.
Som familie har vi desværre ikke de fysiske ressourcer til selv at kunne varetage den
omfattende plejeopgave, som det kræver at tage vores pårørende med på ferie. Derfor er de
ferieophold, der arrangeres gennem botilbuddet, helt afgørende.
Jeg vil derfor kraftigt opfordre Aarhus Kommune til at genoverveje forslaget og sikre, at borgere
i botilbud fortsat har mulighed for reelle ferieophold af en længde, hvor de kan få glæde af
oplevelsen.
Med venlig hilsen
Birgit Frank Nielsen
Pårørende til beboer i Bofællesskabet Mårslet
Download høringssvar som pdf