Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Høringssvar fra turkis vedrørende tilskuddet til De Splittergale

turkis har de seneste to år lagt hus til De Splittergales årlige Kulturfest. Sidste år markerede arrangementet gruppens 35-års jubilæum. Derudover har De Splittergale to gange optrådt på turkis som en del af vores festival under Aarhus Festuge.

Ved Kulturfesten sidste år holdt borgmester Anders Winnerskjold festtale og sagde blandt andet, at “De Splittergale er en del af Aarhus’ sociale og kulturelle hjerte.” Den formulering rammer meget præcist, hvad De Splittergale repræsenterer i denne by.

Udsatte borgere er en minoritetsgruppe, som alt for sjældent bliver tænkt ind som målgruppe i kulturlivet. Når De Splittergale inviterer til Kulturfest på turkis, oplever vi derfor noget helt særligt: En gruppe borgere træder ind i huset, som vi ellers næsten aldrig møder til kulturbegivenheder i Aarhus.

Det er ikke en målgruppe, vi som spillested selv har haft meget kontakt til - men det har De Splittergale.

Op til Kulturfesten sidste år tog De Splittergale på turné rundt i byen og inviterede udsatte borgere personligt, blandt andet på Gadeliv, Værestedet i Jægergårdsgade og Gallo Kriserådgivning. Samtidig oprettede de “fattigrøvsbilletter” til 5 kr., så økonomi ikke blev en barriere for at deltage.

Når De Splittergale står som værter, sender de et tydeligt signal til udsatte borgere om, at her er der plads til at være præcis som man er. Det skaber en tryghed, som gør det muligt for mennesker at træde ind i et kulturrum, de ellers ikke ville opsøge.

Resultatet er arrangementer, hvor udsatte borgere og turkis’ øvrige publikum mødes i samme rum. Den form for fællesskab på tværs af sociale skel er sjælden - og meget værdifuld for byens kulturliv.

For os som kulturinstitution er samarbejdet med De Splittergale derfor en stor styrke. De bygger en vigtig bro mellem socialområdet og kulturlivet i Aarhus og åbner døren til en del af byen, som kulturlivet ellers ofte har svært ved at nå.
Aarhus har en stærk tradition for at tænke kultur og sociale fællesskaber sammen. De Splittergale er et levende eksempel på, hvordan det kan lykkes.

Vi håber derfor, at Aarhus Byråd vil genoverveje beslutningen om at fjerne tilskuddet til De Splittergale.

På vegne af turkis
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Iben Sophie Bredholt

Indsendt

17/03/2026 16:26

Udtaler sig som

Forening, organisation eller bestyrelse

Organisation

turkis

Sagsnummer

HS8850166

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16