Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Høringssvar ang. omstillingsplanen

Jeg er beboer på et bosted for mennesker med udviklingshæmning i Aarhus Kommune, og jeg skriver dette høringssvar, fordi de foreslåede besparelser vil få store og meget negative konsekvenser for min hverdag, min trivsel og min livskvalitet. Jeg er dybt bekymret og uenig i, at der igen skal spares på socialområdet – og endnu en gang på mit bosted.

En af de helt store konsekvenser af omstillingsplanen er, at køkkenet på mit bosted står til at blive lukket. Det betyder, at maden ikke længere vil blive lavet herhjemme, og at vi beboere mister muligheden for at få indflydelse på, hvad vi spiser. For mig og mine medbeboere er det en stor del af hverdagen at kunne dufte maden blive lavet, at kunne ønske vores livret på vores fødselsdag og at kunne deltage i madlavningen, når vi har lyst og overskud. Det giver os både glæde, struktur og en følelse af hjemlighed. Alt dette forsvinder, hvis køkkenet lukker. Det gør mig både ked af det og vred, at noget så vigtigt for vores trivsel bliver taget fra os.

Et andet område, der rammes hårdt, er vores kolonitur. For få år siden kunne vi tage afsted i op til en uge - både i Danmark eller uden for landets grænser (sidstnævnte må vi heller ikke længere). De seneste år er kolonituren allerede blevet skåret ned til færre overnatninger, og nu lægger spareplanen op til, at vi kun får én enkelt overnatning. Det er ikke godt nok. Det føles som om, vi mister retten til at leve et værdigt og selvstændigt liv. Samtidig er vores bus og bil blevet sparet væk for et par år siden. Det betyder, at vi næsten aldrig kan komme ud på ture i weekender og ferier. Jeg oplever, at mit bosted mere og mere føles som et fængsel, fordi vi hele tiden bliver begrænset i vores frihed og muligheder, da vi ikke længere har køretøj eller må tage på ferier med vores personale.

Jeg vil gerne understrege, at der ikke er mere at spare på. Hver gang der skæres, går det direkte ud over vores livskvalitet, vores muligheder og vores følelse af at være en del af samfundet på lige fod med øvrige borgere i Aarhus Kommune. Det er ikke værdigt, og det er ikke rimeligt.

Jeg håber inderligt, at Aarhus Kommune vil lytte til os, der bliver ramt af beslutningerne. Vi er mennesker med behov for støtte – ikke mennesker, der skal betale prisen for endnu en spareplan.

Jeg opfordrer jer til at genoverveje besparelserne og finde løsninger, der ikke går ud over de mest sårbare borgere.

Med venlig hilsen
Julie F. Madsen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Julie Foss Madsen

Indsendt

17/03/2026 20:53

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS3076072

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16