Op mod halvdelen af den autistiske befolkning lever i så stor neurologisk belastning, at der tidligt udvikles angst- og depressionslignende tilstande. Autistisk neurologi er mere sårbar over for pres end gennemsnittet. Angst kan føre til yderligere belastninger som OCD, selvskade, selvmedicinering og spiseforstyrrelser (kilde: Autismeforeningen Østjylland).

Mange har i skoleårene ”maskeret” deres autisme og bryder sammen, når de flytter hjemmefra og møder krav om selvstændighed. De ender måske i psykiatrien, hvor de udredes og medicineres. Efter psykiatrien er de afhængige af kommunens mulighed for at yde professionel støtte. Den sygdomsramte autist står med manglende funktionsevne, netværk og hverdagsstruktur, og ventetiden på støtte fra kommunen er alt for lang og svær at trænge igennem til. Både den unge og de pårørende risikerer sammenbrud, yderligere sygdom og tab af arbejde.

Kortsigtede kommunale besparelser koster altså dyrt i det lange løb.

En professionel, specialiseret og helhedsorienteret indsats betaler sig — både menneskeligt og økonomisk. Måske findes den rigtige hjælp udenfor kommunen - alle indsatser bør være individuelt tilpassede. En investering i den enkelte borgers bedring og livskvalitet bør være så god som mulig, for ingen skal ekskluderes fra at "komme tilbage" fra sygdom og sammenbrud - til igen at blive aktiv del af samfundet og få et socialt og meningsfuldt liv.

Jeg bakker op om, at SORAS’ samværstilbud (punkt 4.10) bevares, og at det nuværende visiteringsgrundlag efter Servicelovens §104 fastholdes.