Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Høringssvar ang. omstillingsplanen

Mit navn er Tobias, og jeg bor på et bosted i Aarhus Kommune. Jeg sidder i kørestol, og derfor er jeg afhængig af støtte fra personalet for at kunne leve et aktivt og værdigt liv. Jeg skriver dette høringssvar, fordi de nye besparelser rammer os beboere hårdt – og fordi jeg mener, at nok må være nok.

For få år siden havde vi mulighed for at tage vores personale med på en uges ferie enten et sted i Danmark eller i udlandet. De seneste år er det dog blevet til færre nætter og udlandsrejse er ikke længere tilladt for bostedet. Omstillingsplanen vil nu bevirke, at mit bosted kun kan få én enkelt overnatning på "kolonitur". Det gør mig både ked af det og vred, da kolonituren altid har været noget vi så frem til. Det gav os en mulighed for at komme lidt væk hjemmefra, og dele nye oplevelser med hinanden. Besparelserne på socialområdet vil betyde et tab af frihed, fællesskab og livskvalitet for mig og mine medbeboere.

Jeg er også ærgerlig over, at køkkenet på bostedet skal lukke. Det betyder, at vi mister duften af mad, hyggen omkring madlavningen og muligheden for at være med i processen. Det er endnu en ting, der gør vores hjem mindre hjemligt.

Aarhus Kommune taler om ligeværdighed og inklusion. Men når man ser på de her besparelser, er det svært at føle sig som en ligeværdig borger. Vi bliver begrænset i vores muligheder, vores oplevelser og vores hverdag.
Det er svært at acceptere, at vi i Aarhus Kommune skal leve et liv, hvor vi ikke har samme muligheder som andre borgere. Det er ikke ligeværdigt, og det føles som om vores behov bliver nedprioriteret igen og igen.

Jeg håber, at kommunen vil lytte – for det her handler ikke om tal i et budget. Det handler om mennesker. Det handler om os.

Med venlig hilsen
Tobias Borup
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Tobias Borup

Indsendt

17/03/2026 21:30

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS2381744

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16