Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Medarbejderne fra Mini-institutionerne om besparelse på koordinatorfunktionen
Med forslag nr. 1.6 i omstillingsplanen foreslås det at spare 37 timer på koordinatorfunktionen på døgnområdet i Børnecentret. Hver institution har en koordinator, der møder ind i hverdagene og står for den daglige drift. I en institution, hvor de faste medarbejdere primært arbejder om aftenen og der kun er en pædagog på arbejde i dagtimerne, er koordinatorfunktionen essentiel.
Jeg skriver på vegne af medarbejderne på de tre døgntilbud Mini-Institutionerne Sølyst, Toften og Solbrinken som privatpersoner. Vi mener, at en besparelse på koordinatorfunktionen på døgninstitutionerne i bedste fald vil forværre arbejdsmiljøet for de ansatte og indsatsen for børnene markant og i værste fald kan ende med at koste institutionerne mere, end der bliver sparet. Følgende er en beskrivelse af koordinatorernes betydning for medarbejderne, børnene og institutionerne.
Koordinatoren er den gennemgående person i huset, der sørger for, at alle indsatser omkring børnene har en stærk rød tråd og sikrer at opgaver løses så billigt og effektivt som muligt. I kraft af sin rolle i institutionen har koordinatoren indsigt i børnehjemmets overordnede mål og rammer og hvordan de daglige rutiner, personalets arbejde og børnenes behov hænger sammen i praksis.
Det medfører, at koordinatoren har en særlig kompetence til at håndtere en lang række komplekse opgaver og funktioner. Opgaver, som en afdelingsleder ellers skal løse til en større timeløn og med mindre indsigt i den daglige praksis, opgaver som en pædagog ellers skal udføre ud fra en dårligere forudsætning og potentielt uden for sin normerede arbejdstid.
Disse opgaver inkluderer blandt andet at koordinere med skoler, terapitilbud og rådgivere, så børnene får den rette støtte og opfølgning. Dette kræver både en stor forståelse for, hvordan tværprofessionelt samarbejde fungerer i praksis og hvad det rent faktisk er for nogen børn, der bor på institutionen. Skal man sparre med en rådgiver om vilkårene for en anbringelse, skal man både have en nuanceret helhedsforståelse af institutionen, barnets behov og rammerne for samarbejdet. Koordinatoren har dette kendskab og denne viden i kraft af sin rolle på institutionen og er til stede i hverdagen, hvor møderne typisk afholdes. Skal en pædagog i stedet deltage, skal de enten betales for fem timer eller væsentligt mere for forlængelse af en vagt med kort varsel.
Netop at koordinatoren er til stede alle hverdage betyder også, at der er en rød tråd i huset, hvor børn altid kan finde et kendt ansigt og pædagoger altid kan søge hjælp og sparring. Selvom man er den eneste pædagog på en dagvagt, er man sjældent helt alene i huset og bliver et barn pludselig oprørt, kan man altid søge hjælp hos koordinatoren. Det samme gælder, hvis man har brug for at søge vejledning på grund af en situation med et barn, der virker håbløs og uoverskuelig eller at man sidder med en problemstilling, der kræver et nyt perspektiv. Med en børnegruppe der i stigende grad er behandlingskrævende og i højere grad end tidligere har svært ved at passe ind i skolen, er denne funktion essentiel. Hvis muligheden for tryghed og vejledning i hverdagen forsvinder, vil det markant påvirke både arbejdsmiljøet for de ansatte og børnenes mulighed for at få den opfølgning, de har brug for.
Tilstedeværelsen af koordinatoren i hverdagen bevirker også, at institutionen har en fleksibel medarbejder til rådighed til at håndtere akutte opgaver. Det kan fx være kørsel og støtte af et barn, der sent på dagen finder overskuddet til at tage i skolen, mens dagvagten er ude af huset. Det er uforudsete forhold, der opstår dagligt, hvor håndtering i øjeblikket gør en stor forskel – både for barnet og for institutionen generelt.
Både den langsigtede og den daglige planlægning forvaltes i et væsentligt omfang af koordinatoren, der regelmæssigt deltager i overlap, holder overblik over kalender, mails og beskeder, udarbejder vagtplaner, forbereder opfølgningsmøder, følger ind- og udskrivninger, er tovholder på planlægning af modtagelse og indkøring af nye børn, er ansvarlig for årshjulet for aktiviteter på institutionen og mange flere ting. Koordinatoren er knudepunktet, der sikrer, at intet bliver glemt og at alt sker til sin rette tid og på en ordentlig facon.
En besparelse af koordinatoren vil altså betyde, at fagligheden, arbejdsmiljøet og kvaliteten forværres. Det vil også betyde, at flere arbejdsopgaver vil tage timer fra ledere, der får en højere timesats eller fra pædagoger, der skal bruge mere tid på opgaverne eller aflønnes for flere timer. Der er altså en risiko for, at besparelsen i praksis vil medføre økonomiske tab frem for besparelser.
Download høringssvar som pdf