Hvis Dalgasskolen lukker, vil jeg miste et stort fundament i min hverdag.

Jeg forsøger generelt at fylde mine dage med gode ting, selvom jeg har udfordringer, og her er Dalgasskolen en af de ting, der har størst værdi for mig. Hvis skolen lukker vil det være et kæmpe tomrum både socialt og lavpraktisk. Jeg vil komme til at mangle et netværk og en omgangskreds, mine dage vil glide sammen og miste struktur, det vil i det hele taget have store konsekvenser for min generelle trivsel.

Jeg har tidligere oplevet, hvordan dét at gå hjemme uden noget i min hverdag - fordi jeg ikke har kunnet holde til den aktivering, der har været forsøgt i mit ressourceforløb og tidligere - har gjort mig indadvendt og ensom. Det er lidt en dominoeffekt: Når man ikke kommer ud blandt andre og får mulighed for spejle sig og finde sin sociale rolle, så påvirker det ens selvforståelse og ens selvbillede. Det er virkelig afgørende for ens mentale helbred at føle sig som en del af noget - det har jeg selv tydeligt mærket. Men det er desværre ikke en naturlighed, at man har et fællesskab, en omgangskreds og en rutine, når man står uden for arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet - det kan være hårdt og krævende, at skulle opsøge det selv. Hvor møder man overhovedet ligesindede?

Jeg har også set, hvordan rammerne på Dalgasskolen kan få folk til at blomstre helt vildt op.
På skolen får man jo netop en bid af det, der er en selvfølge for mange. Det, at have et sted at møde op uden at skulle præstere noget, at møde mennesker, som man både kan spejle sig i, men som også kan udvide ens forståelse og horisont, og det at få en lille struktur på hverdagen er enormt værdifuldt. Selvom at det er få timer ad gangen, er det nok til at påvirke flere områder af tilværelsen positivt.