Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

hurtig, enkel, fagligt og menneskelig støtte, til unge i mistrivsel er afgørende

Til Århus Kommune. Det er en fatal fejltagelse at skære i byens sociale, unikke tilbud. UngeKontakten og UngeCenteret i Viby er et uvurderligt og uerstatteligt menneskeligt socialt tilbud, der ændrer liv.
Et miljø der kombinerer en afslappet stemning som en unge klub, og som samtidig har så stærk en faglighed at det fungerer som psykologbehandling og socialt støtte funktion.

Da min datter for flere år siden brød sammen i psykisk kollaps, var det ungekontakten, der greb hende med et hurtigt tilbud om samtaler. Der gik meget kort tid fra jeg ringede og bad om hjælp, til vi fik lov at komme ud i huset. Det betyder alt, at det gik så hurtigt og nemt at komme i kontakt og få konkret hjælp. En varm, venlig og klog mand bød hende velkommen. Gav hende en kop kakao. Lyttede, forstod, rummede og redede hendes liv. Intet mindre.
Stedet og strukturen er afgørende. Her bliver man ikke en anonym klient, der skal behandles; her træder man ind af døren og bliver set som den du er. Her føler man sig respekteret som ung og sårbar og set for sit potentiale, såvel som for sine dybeste problemer.
Min datters første ungekonsulent, det første møde med systemet, har uden tvivl været den direkte støtte og fundament, som holdt hende i skole, som holdt hende i stand til med nød og næppe at holde sammen på sig selv. Og som har lært hende så meget om sig selv, at hun nu kan forstå hvad der ligger til grund for sine psykiske problemer. At hun nu bedre kan rumme sig selv og sin diagnose og sine svære livsbetingelser. Den første ungekonsulent gav min datter menneskelig omsorg, faglige forståelse og stille og over meget lang tid har det hjulpet min datter med at have en vis mental fundament at holde fast i når hendes verden krakelerer og alt ramler voldsomt sammen. Den særlige ungekonsulent vil for altid være i min datters hjerte, som ham der gjorde en forskel. Som ham der så hende helt!

At UngeCenteret har haft mulighed for at forlænge samtalestøtten gennem flere perioder er unikt og helt afgørende. UngeCenteret er den kommunale støtte, der uformelt og i øjenhøjde har gjort det muligt for min datter at gennemføre folkeskolen, klare et efterskole ophold, med kontinuerlige besøg på Skanderborgvej. UngeCenteret er nu det hus og det tilbud, der stadig støtter min datter og gør hende i stand til at klare sit første år på gymnasiet.
Uden UngeCenteret i ryggen, er det langt fra sikkert at hun kan gennemføre sin ungdomsuddannelse.

Som et ungt, sårbart menneske har det været livsvigtigt at blive grebet med faglig dygtighed, tryg menneskelighed, respekt og varm støtte. På UngeKontakten og UngeCenteret bliver man mødt i en unik blanding af afslappet unge-miljø stemning og faglig ballast. Konsulenterne emmer af menneskelighed. De formår at gribe, forstå, løfte, hjælpe videre, ændre adfærd, vise en retning.

Ungekontakten og Ungecenteret er DET STED, der holder min datters psykiske tilstand nogenlunde stabil.
Hvis hun en dag bliver i stand til at leve et helt normalt liv, og klare sig selv, så er Unge Centeret, DET sted, og DE dygtige konsulenter der gav hende fundamentet til at kæmpe for sig selv. Intet mindre.

Som desperat mor, der ikke længere kunne hjælpe min datter nok, så var Ungekontakten og Ungecenteret, en livline der ikke kun greb min datter, men også greb mig. Med dialog, menneskelighed og faglighed. Vi er ubeskriveligt taknemmelige for hvad det har betydet og forandret indtil nu.

Med min datters egne ord med tårer og frygt i øjnene, da hun hørte at der er denne katastrofe sparerunde: ”Jeg tror ikke der er nogen der forstår hvor vigtigt det er for mig at komme her. Når jeg tager der ud en halv time før samtale, så hjælper det, bare at sidde og vente, drikke en kakao i cafeen, og så kan jeg trække vejret. Så føler jeg mig hjemme og kan bare være mig selv. Jeg kan ikke eksistere, hvis ikke jeg kan tage der ud. Jeg er så utrolig heldig at jeg har fået lov at blive lige der… tænk hvis jeg ikke havde fået den her hjælp….”.

Der er ubeskriveligt hvor stor en betydning det har på min datters mentale helbred, at have Ungekontakten og Ungecenteret som sit faste anker. Vi skylder de dygtige ungekonsulenter på Skanderborgvej ALT.

Mvh Eva og min datter
Marts 2026.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

eva damholt

Indsendt

18/03/2026 10:06

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS3577067

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16