Jeg er en person, der i mange år har kæmpet med psykiske problemer. Livet behandler ikke alle mennesker lige. Nogle af os må leve med tunge traumer, depression og psykisk sygdom hele livet.

Jeg har været indlagt på psykiatriske afdelinger, modtaget behandling i psykiatrien og været i terapi i lange perioder. I nogle perioder af mit liv har hverdagen føltes som et mareridt. Jeg har haft så mørke tider, at jeg flere gange har forsøgt at tage mit eget liv.

Men der har været nogle steder, der har holdt mig fast i livet. To af de vigtigste steder har været Muhabet og Kofoeds Skole.

Hvis livet er en vej på 100 meter, kunne jeg alene højst gå 10–15 meter. Min sjæl var for træt. Men takket være Muhabet og Kofoeds Skole har jeg kunnet fortsætte. De steder er ikke bare mødesteder – for mange mennesker er de steder, hvor vi holder fast i livet.

Sidste juleaften var Muhabet lukket. Den dag fik jeg et alvorligt depressivt sammenbrud og skadede mig selv. Efterfølgende var jeg indlagt i psykiatrien i 26 dage og modtog derefter flere ugers behandling. Det var dér, jeg virkelig forstod, hvor afgørende Muhabet er for mig. Det er ikke bare et sted – det er en livline.

Vi er nødt til at leve med psykiatrisk medicin hele livet, men hvis medicin alene var nok, ville det give mening at lukke alle hospitalsafdelinger undtagen operationsstuerne og bare hente vores medicin på apoteket. Staten tjener ikke penge på hospitaler, og det skal den heller ikke – det er netop derfor, staten er til.
​Udover medicin har folk brug for en kop kaffe, et varmt smil eller et oprigtigt 'goddag'. Nogle gange hjælper de os med det bureaukratiske arbejde, og det er ikke kun de ansatte, men også de frivillige. Jeg mener, at disse store hjerter ikke kun hjælper det enkelte menneske, men hele menneskeheden."

Jeg er ikke den eneste. Der er mange mennesker som mig både i Muhabet og på Kofoeds Skole. Mennesker, der kæmper hver dag for at holde fast i livet.


Min bror sad i fængsel i Tyrkiet på grund af sine politiske holdninger. En dag spurgte jeg ham, hvorfor politiske fanger gik i sultestrejke. Han svarede:
“Vi sidder i fængsel på grund af vores tanker og vores kamp for frihed. Vi vil fortsætte kampen, men det eneste vi har tilbage at give, er vores eget liv.”

På en måde føler vi os også sådan.
Vi har ikke meget at give. Men vi har nogle få steder, der holder os fast i livet.

Muhabet og Kofoeds Skole er to af de steder.

At lukke sådanne steder er ikke bare at lukke en bygning. For nogle mennesker kan det betyde, at den tynde tråd mellem liv og død bliver brudt.

Vi beder ikke om dette, fordi livet skal være nemt.
Vi beder om det, fordi disse steder for nogle af os er forskellen mellem at give op – og at blive ved med at leve.