Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Katastrofale besparelser der hurtigere vil gøre det markant dyrere
Det er rystende at man overhovedet kan overveje, de foreslåede besparelser.
Det er liv og skæbner som rammes i et enormt omfang, og som bare vil vokse år for år, og brede sig som ringe i vandet.
Det pres både de pårørende og de få tilbageværende tilbud vil komme under, vil vokse så markant, at det også vil medføre at flere og flere af dem også knækker - og selv for brug for sygemeldinger og hjælp, samtidig med at dem som besparelserne oprindeligt har ramt, så både står og mangler hjælpen fra de bort-sparede tilbud OG fra deres pårørende. Derved bliver deres situationer forværret, og det kommer til at koste rigtig, rigtig mange flere penge og skæbner end det allerede gør i dag - og det vil også gøre det mindre attraktivt at blive boende i Aarhus for børnefamilier, for Aarhus vil få et dårligt ry.
Jeg kan simpelthen ikke se andre resultater, end at det kommer til at blive katastrofalt for Aarhus Kommune, da mistrivsel, sygemeldinger og økonomisk byrde som følge af besparelserne, allerede inden næste kommunalvalg vil have givet kaoslignende tilstande, i en eksponentiel voksende kurve.
Et eksempel på et uvurderligt tilbud er Fundamentet, med alle dets muligheder.
Jeg er nærmeste pårørende til en ung kvinde som i dag er ved at tage en ungdomsuddannelse, takket være Fundamentets støtte, da hun har ting hun kæmper med, som har gjort at hun tidligere har måttet opgive at tage en ungdomsuddannelse. Tingene hun kæmper gør hende sårbar, men hun vil sagtens kunne få et godt og selvstændigt liv (og blive selvforsørgende), når bare hun får den rette støtte for at komme derhen. Den støtte, har det desværre vist sig ikke er mulig at få fra kommunen selv, trods årevis af forsøg, tunge sager og øget mistrivsel til følge - ekspertisen findes simpelthen ikke blandt nogen af alle de kommunale medarbejdere vi har mødt gennem de mange år. Men Fundamentet kan noget helt særligt, og her er hun blevet mødt som et menneske, og ikke bare en fortsættelse af en sag, fra allerførste kontakt.
Hun fortæller dog nu, at
"Det virker som om kommunen bare har givet op på folk..." Hun drømmer selv om i fremtiden at kunne hjælpe udsatte borgere, og siger også
"Er de dumme? Vi ender med at blive en endnu større byrde for samfundet, fordi vi ender med at komme på kontanthjælp og førtidspension! De er i gang med at ødelægge samfundet"
Jeg er desværre fuldstændig enig med hende.
Det er små årgange vi ser ind i, hvor det alene af økonomiske årsager, er en god investering at sørge for at så mange som muligt kan klare sig selv, og bidrage til samfundet.
Og det gælder ALLE tilbuddene i sparekataloget, både Fundamentet, Mødrehjælpen, Headspace, Gallo, Kvindehuset og alle de andre gode tilbud som nu er truede.
Vi bor i Danmarks 2. største by, og har tætte forbindelser til Christiansborg - sørg nu for at få ændret reglerne for serviceloftet, så de enkelte kommuner har mulighed for at bruge flere penge på de ting de selv vurderer det er nødvendigt. I kan altså godt, hvis I oprigtigt og vedholdende kæmper for det!!!
Download høringssvar som pdf