Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Høringssvar vedr. foreslået nedlukning af Headspace Aarhus

Høringssvar vedr. foreslået nedlukning af Headspace Aarhus

Som fremskudte kommunale medarbejdere i Headspace Aarhus har vi en generel bekymring for, at besparelserne vil få vidtrækkende negative konsekvenser for mange unges trivsel, livskvalitet og i sidste ende sundhed.
Vores funktion er netop etableret for at styrke den tidlige, forebyggende indsats og skabe sammenhæng mellem civilsamfund og kommune. I praksis fungerer vi som brobygger mellem Headspace og det kommunale system, hvor vi:

• hjælper unge videre til relevante indsatser i fx socialforvaltning, jobcenter, læge, psykiatri mfl.
• bringer kommunal faglighed ind i frivillige tilbud, og bygger bro mellem civilsamfundet og den kommunale indsats.
• sikrer sammenhængende forløb, så unge ikke tabes mellem systemerne.

Det er vores klare faglige vurdering, at denne funktion udfylder et hul i den nuværende indsats. Vi oplever som fremskudte kommunale medarbejdere på ugentlig basis, i hvor høj grad unge mellem 12-25 år, løftes i deres eget selvbillede, fordi de mødes åbent, fordomsfrit og værdigt i et rum, hvor der ikke er ventetid, formalier eller forudgående krav.

Vi møder kontinuerligt unge i betydelig mistrivsel, som ikke får rettidig hjælp i det etablerede system – enten på grund af ventetider, manglende tilbud eller kompleksiteten i at navigere i systemet. Mange af disse unge ville uden Headspace stå uden støtte. Det er bekymrende, at der samtidig lægges op til at fjerne netop de indsatser, der formår at nå dem tidlig, og giver dem den støtte, som de har brug for her og nu.

En nedlukning af Headspace vil derfor ikke blot reducere et tilbud – den vil svække kommunens forebyggende arbejde markant. Risikoen er, at flere unge først får hjælp, når deres problemer er vokset sig større og kræver mere indgribende og omkostningstunge indsatser.

Det fremstår som en kortsigtet prioritering at reducere i en veldokumenteret og veldrevet frivillig indsats, der netop aflaster det øvrige system og understøtter tidlig indsats.

På den baggrund finder vi det fagligt problematisk at gennemføre besparelser, der rammer Headspace. Vi vil kraftigt opfordre til, at både tilbuddet og funktionen som fremskudt medarbejder fastholdes, og i stedet tænkes som en central del af løsningen på de udfordringer, kommunen står overfor.

Lise Hagen Hansen , Socialrådgiver, praktikvejleder, underviser – Unge, Uddannelse og Aktivitet
Winnie Nielsen, Socialrådgiver/Cand.scient.soc og facilitator – Unge, Uddannelse og Vejledning
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Lise Hansen & Winnie Nielsen

Indsendt

18/03/2026 13:31

Udtaler sig som

Myndighed

Organisation

Unge, Job og uddannelse

Sagsnummer

HS3956019

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16