Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Bevar støtten til headspace Aarhus og headspace Family

Jeg skriver dette høringssvar som familie- og pårørenderådgiver i headspace Family. I mit arbejde taler jeg med forældre og andre pårørende, som står tæt på et ungt menneske i mistrivsel. Jeg vil gerne bidrage med nogle af de perspektiver og erfaringer, jeg møder hos familierne.

I headspace Family tilbyder vi samtaler til pårørende og familier, der er tæt på et ungt menneske i mistrivsel. Samtalerne er et frivilligt og lavtærskel tilbud, hvor forældre og pårørende kan få støtte, sparring og et sted at dele deres bekymringer. Uden ventetid, uden henvisning, uden dagsorden og uden betaling.

Vi møder familier i mange forskellige situationer.

Vi møder de forældre, som oplever, at deres barn har ændret adfærd, og hvor bekymringen gradvist vokser. Her støtter vi de pårørende i en forebyggende indsats. Sammen undersøger vi deres handlemuligheder og taler om, hvordan de kan reagere på deres barns mistrivsel på en måde, der kan være med til at forebygge, at problemerne udvikler sig yderligere.

Vi møder også familier, som gennem længere tid har stået ved siden af et ungt menneske i alvorlig mistrivsel. Det er familier, som ofte er slidte, og som nogle dage rammes af håbløshed. I samtalerne arbejder vi med at skabe nye perspektiver og få øje på handlemuligheder, så familierne kan genfinde håbet og fortsætte med at være en støtte for deres barn. Vi støtter de pårørende, så de kan blive langtidsholdbare i støtten til de unge.

I vores arbejde taler vi med forældre og pårørende til unge, der kæmper med blandt andet spiseforstyrrelser, misbrug, selvmordsforsøg, skolevægring, psykiske lidelser samt diagnoser som angst, ADHD og autisme. Fælles for familierne er, at mistrivslen hos den unge påvirker hele familien.

Vi møder mange forældre og pårørende, som allerede har været i kontakt med flere kommunale tilbud. Mange har gennem længere tid forsøgt at navigere i systemet, for at sikre deres barn den hjælp, de har brug for. Nogle af dem har fundet den rette hjælp til deres barn, andre har ikke. Mange af forældrene beskriver sig selv som systemtrætte og fortæller, at de har mistet troen på, at de kan få støtte. De fleste af de forældre vi møder er udmattede.

For disse familier kan et omsorgsfuldt og uafhængigt samtalerum være afgørende!

I headspace Family tilbyder vi et rum, der er for de pårørende. Et sted hvor deres oplevelser og behov er i centrum. Et sted hvor de kan få luft, dele deres bekymringer og få sparring på handlemuligheder. Et sted hvor vi også kan tale om de følelsesmæssige konsekvenser, ved at være tæt på et ungt menneske i mistrivsel.
Flere af de familier, vi taler med, fortæller, at det har stor betydning for dem at have et sted, hvor der ikke er projekter eller handleplaner på deres vegne. Et sted hvor de kan tale om det der er vigtigt for dem.
Når forældre og pårørende får mulighed for at dele deres bekymringer, få sparring og blive styrket i deres handlemuligheder, kan det være med til at skabe et større tolerancevindue hos forældrene - og dermed skabe mere stabilitet og håb i familien.

Ungerådgivningen i headspace er uvurderlig for de unge i Aarhus, og headspace Family er uvurderlig for deres pårørende. Når et ungt menneske mistrives, påvirker det hele familien.

Derfor er det afgørende, at der findes støttemuligheder både til de unge og til de pårørende – og lige dér, er headspace Aarhus en vigtig samarbejdspartner, og et vigtigt supplement til de kommunale indsatser, i Aarhus kommune!

Jeg håber, at Aarhus Kommune i arbejdet med omstillingsplanen vil have for øje, at værdien af headspaces arbejde for de unge og deres familier, langt overstiger den værdi, som man vil kunne spare ved at trække støtten. Jeg håber at man vil se på, at værdien af et tilbud der støtter både de unge, og deres pårørende - uden ventetid! - langt overstiger de 887.640 kr. som kommunen støttede headspace med i 2025.

Med venlig hilsen

Mette Piper
Familie- og pårørenderådgiver
headspace Family
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Mette Piper

Indsendt

18/03/2026 13:31

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS8406820

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16