Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Stop besparelser af civilsamfundsorganisationer
Det gør mig vred og frustreret at se, at der skal ske besparelser på det sociale område. I endnu større grad at der skal ske besparelser på 11,2 millioner kroner på civilsamfundsorganisationerne. Det virker som så få penge (hvorfor det gør mig endnu mere frustreret, at I ikke kan finde de penge andre steder), for de penge går til SÅ meget og til så mange mennesker i Århus. Som psykolog og medarbejder i Reden Århus (der “heldigvis” kan klare besparelserne) kan jeg se hvordan lukningen af adskillige organisationer i Århus for udsatte mennesker er en direkte katastrofe, ikke kun for den daglige trivsle for disse mennesker, men også for fællesskabet og for deres fremtidige handlemuligheder i deres liv og til vores samfund. At have disse organisationer er noget af det vigtigste for disse mennesker, mennesker der ofte ikke føler gå til de kommunale instanser, men som kan bruge disse organisationer som en tryg base til udvikling, fællesskab og trivsel, og vigtigere endnu, til at få en tiltro til andre mennesker og det offentlige system tilbage. ALLE disse organisationer som I vil bespare og lukke, de hjælper disse mennesker til at kunne og turde indgå i samfundet igen. De sparer kommunerne mange penge ved at sørge for borgerne kommer til de møder og aftaler de har med kommunen, det de skal betale, og de sparer kommunerne endnu flere penge ved at forebygge stigende mistrivsel, hjemløshed, indlæggelser i psykiatrien og kriminalitet. Jeg har i mit arbejde ved Reden, og med min viden som psykolog, set præcist hvordan disse organisationer og væresteder hjælper folk på fode igen. Udover, at disse organisationer gør dette arbejde bedre end nogle kommunale indsatser ville kunne, så sparer de også kommunerne en masse penge ift hvor meget I giver i støtte - til demonstrationen mod besparelserne sagde direktøren for social sundhed, at for hver krone, så giver alle disse organisationer det firedobbelte tilbage. Og hvis I gerne vil have det til at handle om kroner og øre, for det er åbenbart det som er fokus her, og ikke de mennesker vi skal støtte i velfærdsstaten, så vil det at spare én krone på dette område kommer til at koste kommunen 10 kroner på den lange bane. Så hold dog fast i at støtte op om det frivillige ildsjælsarbejde som udfører alt det forebyggende arbejde (udover alle dem de hjælper hvor det hele faktisk allerede brænder på). Det er aldrig dumt at investere i det forebyggende, så hvorfor skære her?
Download høringssvar som pdf