Jeg flyttede til Aarhus i 2017 med drømme og håb om fremtiden. Et år inden jeg flyttede hertil blev jeg udsat for voldtægt, og var efter knap 6 måneder på gymnasiet droppet ud, fordi min spiseforstyrrelse, selvskade og ptsd endte med at være for stort et pres med de ressourcer jeg havde, og jeg fik for en stund stjålet mit håb og drømme. Det ændrede sig da jeg kom til Aarhus. Jeg startede på min drømmeuddannelse på HF-stage på Dalgas Avenue, fandt et fællesskab gennem kulturarrangementer på godsbanen og startede i behandling for min spiseforstyrrelse og dernæst medicinering af ADHD og mestringvejlederforløb. Jeg følte at jeg kunne trække vejret igen og min fremtid pludselig var farvet grøn af håb. Jeg færdiggjorde HF på 4,5 år med særligt tilrettelagt skema i samarbejde med studievejleder og skolen, men med et snit på 10.8, og en forventning om at skulle bruge min evner til at gøre verden et bedre sted.
Men på trods af de hjælpemidler og værktøjer jeg havde fået, var jeg slidt til bristepunktet igen. Kørt fast i søvnløshed, som desværre er udredt som en kronisk diagnose, og problemer der ikke kunne forklares eller behandles ud fra de diagnoser, jeg allerede havde fået stillet.
Det ændrede sig da jeg startede på Dalgasskolen og samtidig fik min autismediagnose. Et sted hvor jeg pludselig kunne spejle mig i alle mine studiekammerater, hvor der var plads til at stille tusind spørgsmål eller bare være i stilhed, alt efter personlige behov. Det er et sted, der intuitivt føles trygt, fordi man ved at ens studiekammerater er i samme båd, eller har lignende vanskeligheder inde på livet. Det er en skole hvor der på de små hold er plads til alle, og alle lærerne går op i kursistens liv og fremtid, og formål med forløb på skolen, så det man lærer, ikke går til spilde, men bliver brugt til at gavne ens liv også udenfor skolen.

Livet er desværre ikke en opadgående kurve, og på trods af jeg føler at jeg er kommet langt på mine knap 10 år i Aarhus, er jeg på baggrund af alt det jeg har lært, blevet klar over at jeg ikke kan gøre alt det jeg gerne vil, hvis ikke jeg passer på mig selv. Hvis jeg skal være et produktivt medlem af vores samfund og kunne gøre en forskel, som er min livsdrøm, så er jeg nødt til at gøre det i et tempo som mit system følge med i, og jeg kan samtidig ikke lade som om jeg kan leve uden at tage stilling til mine problemer - for i sidste ende vil det ende med, at jeg aldrig vil kunne udfolde mit potentiale og mine drømme, hvis jeg bliver endnu mere kronisk syg af pres fra omverdenen og til sidst ikke kan komme tilbage.
Med lukningen af Dalgas skolen og lignende tilbud, fjerner I politikere det fundament der for psykisk sårbare aarhusianere både danner grobund for sociale kompetencer, en overskuelig rutine, læring af diverse færdigheder der kan åbne muligheder for fremtidig uddannelse og job, selvtillid og tillid til egne færdigheder og vigtigst af alt; et frirum og en tryghed, der gør at man har mod på at tage kampen op med sine psykiske udfordringer, velvidende at man ikke er alene, og at vi også er mennesker, ikke kun sager der skal igennem systemet.
For i sidste ende vil vi også gerne selv videre, men systemet er i stykker, hvis man fratager folk den hjælp til selvhjælp, der gør at de kan blive uafhængige af hjælpen, uanset at det kan tage et godt stykke tid. For så ender systemet alligevel med at kollapse, selvom der på kort sigt kan spares nogle penge, vil der nemlig på længere sigt uden tvivl være mennesker, der bliver presset ud i noget som vil falde sammen og derfor ender med permanent at blive afhængige af hjælpen.
I skriver selv at der er sket en stigning af psykiske diagnoser, og den stigning kommer nok ikke til at falde lige foreløbig , så længe krig, inflation, rigide systemer, sociale medier og spareplaner for overførselsindkomster eksisterer, så i stedet for at lukke for de instanser der kan hjælpe folk med at lære dem selv at kende i trygge rammer, så de engang kan komme videre, beder jeg inderligt fra hjertet om at spare os alle endnu flere penge på sigt og beholde den hjælp, der eksisterer og fungerer, og kæmpe for at mennesker er vigtigere end kortsigtet besparelse, der i sidste ende hverken giver en besparelse eller en god livskvalitet.