Kære medlemmer af byrådet

Jeg skriver som borger i Aarhus Kommune og som direkte berørt af de foreslåede besparelser på Kultur- og Kontaktsted Kragelund, herunder bl.a. Idræt på banen, samt lukningen af SORAS samværstilbud.

Jeg lever med ADHD og autisme og fik først mine diagnoser sent i livet. Inden da - og siden mine teenageår - har jeg haft angst og tilbagevendende depressioner. Først da jeg fik den rette støtte, begyndte mit liv at hænge bedre sammen.

Kragelund og SORAS samværstilbud er ikke fritidstilbud for mig. De er forebyggende og stabiliserende indsatser, som gør, at jeg kan fungere i mit liv.
Idræt på Banen er i den forbindelse et vigtigt tilbud, hvor der er adgang til fællesskab og bevægelse uden økonomiske eller sociale barrierer. Her er det muligt at deltage på egne præmisser i et trygt og tilpasset miljø.

På grund af mine udfordringer har jeg blandt andet svært ved at tolke og give slip på nogle sociale situationer. Hvis jeg bliver usikker på, om nogen er vrede på mig, kan jeg gruble over det i dagevis. Uden den faglige støtte fra personalet på Kragelund og SORAS kan sådanne situationer føre til en markant forværring af min psykiske tilstand. Når jeg får mulighed for at tale situationerne igennem med fagpersoner, brydes spiralen, før den udvikler sig til en egentlig psykisk krise.
Det er konkret forebyggelse.

Tilbuddene giver mig også struktur, stabilitet og noget at stå op til.

For mange mennesker er kontinuitet, forudsigelighed og trygge relationer afgørende. Når personale reduceres eller tilbud lukkes, forsvinder ikke blot aktiviteter – der forsvinder relationel tryghed, livskvalitet og følelsen af at blive forstået. Vi taler her om mennesker, som ofte har følt sig misforstået og forkerte store dele af deres liv.

Det er samtidig afgørende, at personalet har relevant faglig viden. Relationel stabilitet, fagprofessionel indsigt og tryghed gør, at man tør tage svære emner op, før de udvikler sig til noget mere alvorligt.

Når forebyggende fællesskaber fjernes eller reduceres, frygter jeg en kædereaktion med stigende mistrivsel hos både borgere og deres pårørende, øget ensomhed samt forværring af depression og angst. Det kan føre til et større behov for bostøtte og andre mere indgribende indsatser – og i værste fald selvmord.

Belastningen forsvinder ikke, når man fjerner forebyggelsen. Den vokser – og den flytter sig til dyrere og mere akutte indsatser. Derfor har jeg svært ved at se den langsigtede besparelse, hverken menneskeligt eller økonomisk.

Hvis Kragelund reduceres i personale og SORAS lukkes, hvad skal der så blive af os, der har brug for stabilitet, støtte og et fællesskab, hvor vi kan være os selv? Hvad er alternativet – og er det reelt billigere, når konsekvenserne regnes med?

Jeg har forståelse for, at kommunen står over for vanskelige prioriteringer. Men jeg beder jer inderligt om at tænke langsigtet. Disse tilbud er ikke luksus – de er livsnødvendige for mennesker, der lever med psykisk sårbarhed og udfordringer.

Med venlig hilsen
En bekymret borger