Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Høringssvar vedr. Forslag 4.23 og 4.24

Høringssvar vedr. Forslag 4.23 og 4.24: Tilpasning af køkkendrift i Voksne, Job og Handicap samt udvidet tilpasning af køkkendrift i Voksne, Job og Handicap.
Det har været behandlet i LMU i CBB. Men under denne behandling fik vi kun lov til at få medtaget argumenter som vedrører APSA-forhold (Arbejds-, Personale-, Samarbejds- og Arbejdsmiljøforhold). Men der er mere at fortælle end det.

Til Aarhus Kommune: politikere, ledere og øvrige beslutningstagere på vegne af medarbejderne ved Bofællesskabet Bronzealdertoften

På vegne af personalet på Bronzealdertoften vil vi gerne udtrykke vores store bekymring over forslaget om at reducere køkkendriften og erstatte den nuværende madproduktion med ekstern madservice.

Vi er samtidig skuffede over, at man vælger at genoptage en proces, som sidst blev oplevet som ufin og uordentlig, og som havde mærkbare negative konsekvenser for både beboere og personale.

Maden er et socialt og pædagogisk omdrejningspunkt – ikke blot ernæring:
Køkkenet på Bronzealdertoften fungerer i praksis som en integreret del af den socialpædagogiske indsats, hvor flere beboere deltager i madlavning, forberedelse og det sociale fællesskab omkring måltidet. Dette bidrager til struktur i hverdagen, træning af praktiske færdigheder og styrkelse af de sociale relationer.

I omstillingsforslaget fremgår det, at køkkendriften fortsat skal bevares på tilbud, hvor madlavning indgår som en aktivitet. Set i lyset af den funktion køkkenet allerede har hos os, mener vi derfor, at Bronzealdertoften netop er et eksempel på et tilbud, hvor køkkenet understøtter det pædagogiske arbejde.

Køkkenet er samtidig et dagligt samlingspunkt med kokken i centrum. Mange beboere deltager aktivt, finder struktur, livsglæde og fællesskab gennem madlavningen, og fællesspisningen er i udvikling med stigende deltagelse. Dette understøtter det hjemlige og fællesskabsorienterede miljø, som et bofællesskab er tiltænkt.

Denne funktion risikerer at forsvinde fuldstændigt, hvis aftensmaden reduceres til færdigproducerede måltider fra ekstern madservice.

Erfaring med ekstern madservice:
Ved tidligere afprøvning af modellen oplevede vi, at personalet brugte uforholdsmæssigt meget tid på bestilling, koordinering, modtagelse og opvarmning af maden. Det reducerede tiden til det pædagogiske arbejde og flyttede ressourcer fra relationelt arbejde til praktiske opgaver. Samtidig fravalgte mange beboere maden, købte alternative – ofte mindre sunde – løsninger og trak sig i højere grad fra fællesskabet. Resultatet var mindre socialt liv og øget isolation.

Der er en reel risiko for, at en dyrere ordning med lavere oplevet kvalitet igen vil blive fravalgt af beboerne, hvilket vil bidrage til en dårligere madkultur i huset end den vi har i dag.

Der er investeret betydeligt i køkkenet:
Kommunen har for år tilbage investeret i køkkenet:
- Køkkenet er bygget om til et stordriftskøkken
- Der er opsat indbyggede skabe for at fremme hygiejne og leve op til de krav, der følger med madproduktion

At afvikle køkkenfunktionen relativt kort efter disse investeringer fremstår som en uhensigtsmæssig anvendelse af ressourcer.

Borgernes økonomi påvirkes markant:
Forslaget vil samtidig få en væsentlig økonomisk konsekvens for beboerne.

I dag betaler beboerne differentieret for kost (typisk mellem ca. 1.000 kr. og 1.700 kr. månedligt), afhængigt af deres individuelle behov, forbrug og ordning. En omlægning til madservice vil kunne øge udgiften til op mod 3.540 kr. pr. måned.

Da tilbuddet er visiteret, er det væsentligt at se på borgernes samlede rådighedsbeløb. For mange borgere vil en så markant stigning i udgifter betyde, at rådighedsbeløbet reelt bliver meget begrænset eller ikke eksisterende. Dette vil i praksis nødvendiggøre kompensation fra andre kommunale ydelser, hvilket betyder, at udgiften i stedet blot forskydes internt i kommunen.

Samtidig er der, som nævnt, en betydelig risiko for, at beboerne fravælger ordningen, hvis de oplever at betale mere for en lavere kvalitet.

Lovgrundlag og ramme for tilbuddet:
Bronzealdertoften er et botilbud efter Servicelovens § 85 i almen bolig efter almenboligloven § 105.

Det betyder, at indsatsen skal understøtte borgernes mulighed for at leve et selvstændigt liv i eget hjem med fokus på udvikling, trivsel og deltagelse i hverdagslivet.

Køkkenet og fællesspisningen understøtter netop dette ved at:
- Skabe rammer for deltagelse i dagligdags aktiviteter
- Understøtte udvikling og vedligeholdelse af færdigheder
- Styrke sociale relationer og oplevelsen af fællesskab
- Bidrage til oplevelsen af hjemlighed og selvbestemmelse.

En reduktion af køkkenfunktionen vil derfor ikke blot være en driftsændring, men en ændring af de grundlæggende vilkår for, hvordan borgerne lever deres hverdagsliv i tilbuddet.

Fællesspisningen og arbejdet i køkkenet er således en integreret del af den socialpædagogiske indsats og afgørende for oplevelsen af hjem, fællesskab og selvbestemmelse.

Behov for en balanceret tilgang til besparelser:
Vi har forståelse for, at der er behov for prioriteringer og økonomiske tilpasninger. Vi vil dog opfordre til, at man i dette tilfælde overvejer, om besparelsen kan findes på måder, der i mindre grad ændrer de vilkårene for beboernes hverdag, hjemlighed og fællesskab.

Opfordring til dialog:
Vi opfordrer til, at forslaget genovervejes, og at der indledes en reel dialog med medarbejdere, beboere og pårørende, inden der træffes beslutning.

De mennesker, der lever og arbejder i tilbuddet til daglig, besidder vigtig viden om, hvordan ændringer påvirker hverdagen – en viden, som med fordel kan inddrages.

Et bofællesskab er ikke blot en administrativ enhed. Det er et hjem og et fællesskab, hvor hverdagslivet har afgørende betydning for beboernes trivsel og livskvalitet.

Intet hjem uden et køkken.

Med venlig hilsen
Personalet på Bronzealdertoften
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Bofællesskabet Bronzealdertoften

Indsendt

18/03/2026 21:42

Udtaler sig som

MED-udvalg

Organisation

CBB, Bofællesskabet Bronzealdertoften

Sagsnummer

HS2798970

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16