Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Ingen børn og unge skal slås med deres problemer alene - bevar det kommunale samarbejde med headspace

headspace Aarhus er det største headspace center i Danmark og en lukning heraf vil få uoverskuelige konsekvenser for kommunens børn, unge og familier.

Hermed svar på tiltale ift. argumentationen om afvikling af samarbejdet med headspace Aarhus:
Argumentationerne for at afvikle samarbejdet bygger desværre på postulater. Vi efterspørger derfor valid argumentation for at fjerne støtten.

1. postulat: ”at målgruppen for tilbuddet kun i begrænset omfang er MSB’s”
I 2025 var 59 % af vores brugere mellem 19 og 25 år, 33 % var mellem 15 og 19 år og 8 % under 15 år. I headspace Aarhus er vi endda lykkedes med at nå ud til unge mænd med 8 % flere end øvrige centre på landsplan. De 6 mest hyppige samtaleemner i 2025 var relationer til familie, relationer til venner og kæreste, bekymring/utryghed/angstrelaterede følelser, identitet og selvværd, håndtering af hverdagen og uddannelse/arbejde.
Vi rådgiver dermed unge i MSB’s målgruppe om både sociale forhold i deres liv samt beskæftigelse, og hvad der udfordrer dem personligt og socialt, som kan påvirke deres job og uddannelse. 13 % af de unge vi talte med sidste år, var hverken i job eller uddannelse og med dem samarbejder vi om at finde den type beskæftigelse, der passer ind i deres liv uanset deres vilkår.
Medregner vi også det ansvar vi tager ift. sygemeldte, der kommer i praktik hos os (hvoraf størstedelen af de, der har været i praktik hos os er i ordinært arbejde i dag), så understøtter vi samtlige 6 driftsområder i MSB.

2. postulat: ”der findes lignende tilbud kommunalt og i frivilligt regi”
Poul Nyrup stiftede headspace i 2013, fordi tilbuddet differentierer sig fra alle øvrige regionale, kommunale og civile tilbud til børn og unge.
Vi åbnede netop op i Aarhus i 2020 fordi kommunen ikke har lignende tilbud.
Kun i headspace får vores børn og unge:
- Ingen venteliste - et lavtærskeltilbud som gør det muligt at træde ind ad døren og få hjælpen, når behovet er der.
- Gratis samtaler der både forebygger og afhjælper mistrivsel – intet problem er for stort eller småt, så man kan aldrig gå forkert i headspace
- Face to face rådgivning med det medmenneskelige møde i centrum
- Samtaler med de samme rådgivere og dermed det relationelle og fællesskabet som fundamentet for arbejdet med at forbedre det mentale helbred
- Ubegrænset antal samtaler i modsætning til standardiserede antal samtaler, som ikke tager højde for behovet.
- Brobygning til kommunale og civile tilbud, der bidrager til at højne trivsel
- Bisidning når den unge har brug for hjælp til samtaler ved f.eks. lægen og kommunen
Derudover har vi siden august 2025 også tilbudt alle familier i Aarhus kommune ubegrænset gratis rådgivning i vores nyeste tilbud: headspace Family. For når børn og unge mistrives, udfordres hele familien og alt for mange pårørende står alene.

Lignende kommunale tilbud:
Af kommunale tilbud skærer I også i midlerne til Ungekontakten, og dette tilbud henvender sig udelukkende til de 14-17 årige, hvor headspace er for de 12-25 årige.
Et andet kommunalt tilbud: Åben Fleksibel Rådgivning, er kun for de unge som ikke er bevilgede mestringsvejledere, da det er et paragraf 82 tilbud. De som får bevilget mestringsvejledning, må ikke benytte ÅFR, selvom de har behov for mere hjælp og støtte til at klare livet. I ÅFR kan øvrige unge over 18 få forløb, men kun i op til 6 måneder. I headspace Aarhus har vi unge, der har gået hos os siden vi åbnede i 2020, fordi vi er deres sikkerhedsnet i et system, der ikke griber dem. Vi hjælper også de der ikke gribes tilbage i det kommunale, når behovet er der og tilbyder dem samtidig at benytte os – fordi vores samarbejde med kommunen er afgørende for at sikre de unges trivsel.

Frivilligt regi:
I samarbejde med kommunens øvrige civilsamfundsorganisationer, der arbejder for at fremme det mentale helbred blandt børn og unge, løfter vi en vigtig velfærdsopgave, som er meget mere værd end den koster. Der er ingen tilbud der ligner vores, men der er tilbud der komplimenterer. Med dem arbejder vi tværfagligt om den enkelte ung på deres præmisser, så hjælpen skræddersyes til den enkeltes behov.

Vi ønsker derfor også svar på hvor i kommunen eller i civilsamfundet, vores unge skal gå hen når livet slår knuder, for med vores brede viden om samskabelse og brobygning er der ingen der tilbyder noget lignende.

Forskning bekræfter effekten af indsatsen i headspace
I headspace oplever vi hver dag, hvordan vores rådgivning gør en forskel for unge, særligt dem, der har det allersværest. Ny forskning fra Region Hovedstadens Psykiatri viser, at vores indsats ikke bare føles hjælpsom – den har en reel og målbar effekt på unges trivsel og mentale sundhed. Om evalueringen, der er en del af et femårigt forskningsprojekt, udtaler forskningsleder Lene Eplov: ”Vi konkluderer, at headspace spiller en afgørende rolle i opsporing og støtte af unge i mistrivsel. Med deres store forebyggende og sundhedsfremmende potentiale er headspace en vigtig aktør i indsatsen for unges mentale sundhed. Overraskende nok viser undersøgelsen også, at det er de unge, der er i størst mistrivsel, der har størst effekt af headspace.”
Med de seneste foruroligende tal fra Sundhedsdatabanken, der blev offentliggjort i fredags, omkring børne og ungdomspsykiatrien vil det være et selvmål af dimensioner at fjerne et af de tilbud, der supplerer psykiatrien og som kan hjælpe børn og unge både - mens de venter, under behandlingsforløb, samt årene efter udredning og behandling.

Hvis I lukker headspace:
- Hvem griber den unge der er blevet udsat for psykisk og fysisk vold af sin far og som ingen øvrig familie har?
- Hvem griber den unge der er blevet svigtet af voksne hele sit liv og som derfor ingenting tør sige højt i de første 10 samtaler, fordi hun ikke har tillid til at andre vil hende det godt?
- Hvem griber den unge der skærer i sig selv og har massive selvmordstanker, men hvor ingen ved det, fordi han bærer på disse mørke tanker alene, mens han klarer uddannelse og job i overlevelsestilstand?
Ovennævnte er cases fra unge i MSB’s målgruppe, som har gået i headspace. De har gennemført deres respektive uddannelser, netop fordi de har haft headspace som støtte. At fjerne støtten bliver dermed ikke en besparelse. Det vil blot aflede endnu flere udgifter indenfor det specialiserede socialområde og de menneskelige konsekvenser er uoprettelige.

Budskabet er derfor klart: Hvis vi som kommune skal løfte velfærdsopgaven med at højne børn og unges mentale helbred, bedes I genoverveje valget om at svække civilsamfundet og det værdifulde samarbejde, vi har opbygget mellem Aarhus Kommune og headspace.

Invester i vores børn og unge, vores fremtid. Det betaler sig.
Vi har ikke råd til at lade være – hverken økonomisk eller menneskeligt.

Signe Berendt Østergaard,
Daglig ansvarlig ungerådgiver i headspace Aarhus
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Signe Østergaard

Indsendt

18/03/2026 22:06

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS3074204

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16