Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Bevar Vaskeriet – en øvebane for udviklingshæmmede

Jeg skriver, fordi jeg er dybt uforstående overfor, at Aarhus Kommune foreslår at stoppe samarbejdet med Vaskeriet som led i spareplanen på socialområdet.

Vaskeriet er et unikt sted med vaskeægte fællesskaber, der bygger på kærlighed og sund fornuft. Det er et trygt rum, hvor mennesker får mulighed for at udvikle sig og opdage ressourcer hos sig selv og hinanden, som de ikke vidste de havde.

Vaskeriet skaber reelle resultater. Gennem de sidste år, har jeg set, hvordan medarbejderne i Vaskeriet har udviklet sig. Hvordan de har lært at tage ansvar, og løse mange vigtige opgaver i Vaskeriet. De har også lært selv at tage bussen på arbejde – og de kan nu tage bussen rundt i Aarhus, når de henter og bringer Vasketøj. Det handler om livsmestring, sociale kompetencer og øget selvstændighed. Det er netop dét, en øvebane skal skabe.

Det er meget frustrerende, at omstillingskataloget indeholder flere forkerte oplysninger. I kataloget står der fx, at Vaskeriet “ikke i særlig stort omfang lykkes med at hjælpe borgerne nærmere ordinær beskæftigelse”, selvom 3 ud af 7 borgere faktisk er videre i skånejob. Det er imponerende for Vaskeriets målgruppe. Der står også i omstillingskataloget, at udgiften pr. plads skulle være “relativt høj”, selvom prisen er fastsat af forvaltningen og ligger på niveau med kommunens egne §103-tilbud.

Hvis kommunen stopper samarbejdet med Vaskeriet vil det få store konsekvenser. Borgere, der trives og udvikler sig, vil miste deres trygge arbejdsfællesskab. Lokalområdet mister et fælles mødested, hvor der altid er kaffe på kanden. Og kommunen mister en værdifuld samarbejdspartner og et forbillede for, hvordan man kan skabe meningsfulde fællesskaber og veje til beskæftigelse for mennesker med udviklingshæmning.

Vaskeriet er et sted, hvor mennesker blomstrer. Det bør styrkes – ikke lukkes.
Jeg opfordrer derfor stærkt til, at samarbejdsaftalen fastholdes, og at de fejlagtige oplysninger i omstillingskataloget fjernes.

Venlig hilsen
Mette Sørensen
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Mette Sørensen

Indsendt

19/03/2026 00:15

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS2940585

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16