Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Kraftige indsigelser mod at fjerne produktionskøkkenet på Bronzealdertoften og udskifte det med mad der leveres.
Vi vil som pårørende på Bronzealdertoften på det kraftigste gøre indsigelser mod at fjerne produktionskøkkenet på Bronzealdertoften og udskifte det med mad der leveres.
På Bronzealdertoften er mad meget mere end mad. Det handler ikke kun om at spise et måltid, det handler om fællesskab, borgernes trivsel og det pædagogiske arbejde. Borgerne sætter en stor ære i at være deltagende omkring de opgaver der er forbundet med køkkenet i huset. Køkkenet bidrager til fællesskabet gennem aktiv involvering med forskellige opgaver der knytter sig til mad og spisning. Min bror står foreksempel nogle dage for at gå ud med pap og hjælpe på plads med råvarerne. Det er en vigtig funktion som han sætter en stor ære i da det giver ham følelsen af ansvar og fællesskab.
Der er mange af beboerne der er udfordret på deres sanser, men det at duften af maden spreder sig, vækker sanserne og kalder til at nu er det snart spisetid. Nylavet mad i eget køkken giver lyst til maden, minder kan dukke op forbundet med maden og sanserne bliver skærpet. Det er vigtigt det ikke simplificeres til blot madindtag, men at det er en vigtig del af beboernes trivsel og følelse af hjem.
Den hjemmelavede mad der laves på Bronzealdertoften er sund, varieret og udfordrer beboerne med at prøve ny mad. Den er et samlingspunkt hvor både beboere og ansatte sidder og vender dagen, taler om maden og har et fællesskab der ikke kan gøres op i besparelser. Det vil være katastrofalt på alle parametre hvis hver beboer får udstukket en vacuumpakket ret der skal varmes op i mikroovn. Der er så meget af livet og fælleskabet de vil gå glip af. De ansatte skal bruge deres tid og varme hænder på at være sammen med og skabe livskvalitet for beboerne og ikke bruge tiden på at opvarme hver vakuumpakke. Der er også en reel risiko for at beboerne vil tage deres vacuumpakket ret med over i hver deres boenhed og sidde og spise alene, det er en stor fratagelse af deres sociale liv. Det er helt essentielt for de her borgere at de har et fællesskab de er en del af og det mindste de kan forvente er da et ordentlig hjemmelavet måltid de kan nyde med deres bofæller mens duften af maden spreder sig om dem. Det her er nogle af samfundets mest udsatte borgere og det kan ikke passe de skal udsættes for yderligere besparelser og fjerne deres ret til et ordentligt værdigt måltid.
Vi håber med dette høringssvar at have givet jer en indsigt i vigtigheden af den hjemmelavede mad og den store betydning den har for beboerne.
Med Venlig Hilsen
Eva Alberg Christensen
Pernille Alberg Andersen
Mor og søster til en beboer på Bronzealdertoften.
Download høringssvar som pdf