Jeg ønsker hermed at afgive høringssvar vedrørende det foreslåede besparelsestiltag, som indebærer nedlæggelse af Kaffehjørnet; et forebyggende rehabiliteringstilbud målrettet unge i psykisk mistrivsel.

Indledningsvis vil jeg gøre opmærksom på, at jeg udtaler mig som medarbejder med faglig indsigt i tilbuddet, men uden personlig interesse i dets fortsatte drift, idet min ansættelse ophører til sommer. Mit høringssvar er således alene begrundet i de erfaringer, jeg har gjort mig i arbejdet med målgruppen og indsatsen.

Tilbuddet udgør i dag et helt centralt og nødvendigt mellemtrin mellem behandlingspsykiatrien og det ordinære arbejdsmarked eller uddannelsessystem. Det henvender sig til psykisk sårbare unge, som ofte har været igennem længerevarende og indgribende sygdomsforløb, herunder indlæggelser, og som står i en sårbar overgang, hvor kravene fra uddannelsessystemet eller arbejdsmarkedet endnu er for store.

For denne målgruppe er der ikke tale om et “ekstra tilbud”, men om en afgørende bro, der gør det muligt overhovedet at bevæge sig videre.

Tilbuddet skaber en ramme, hvor de unge kan begynde at genopbygge en hverdag, der ikke alene er centreret omkring sygdom og behandling, men også rummer elementer af et almindeligt ungdomsliv. Vigtige dele af rehabilitering er nemlig også fællesskab, ansvar, arbejdsopgaver og forpligtende sociale relationer.

En væsentlig styrke ved indsatsen er den åbne dialogiske praksis. Denne tilgang indebærer blandt andet at de unge mødes uden viden om deres diagnoser eller sygdomshistorik, hvilket skaber et ligeværdigt udgangspunkt. Det giver mulighed for, at den enkelte kan definere sig selv på ny og deler det, der giver mening for dem. Denne tilgang fremmer tillid, deltagelse og motivation. Det skaber relationer der i højere grad opleves som kollegiale frem for behandlingsmæssige.

En af grundprincipperne i Åben Dialog, er at vi skal tilbyde borgerne hurtigt hjælp når de rækker ud. Derfor er det en kort og nem proces at blive visiteret og starte op.
Kaffehjørnet er selvvisiterende og derfor er der ikke en masse bureaukratiske processer, der skal ske før den unge, kan starte. Vi afholder én afklarende samtale med den unge, og i de to år jeg har været ansat, har vi kunne tilbyde den unge at starte op allerede samme uge som vi har talt med dem første gang.
Dog har vi lige nu øget forespørgsel, og fem unge på venteliste. Det skal dog siges, at vi har taget flere unge ind end tilbuddet er normeret til, netop fordi vi mener det er vigtigt at imødekomme den unges handlekraft og motivation, når den er til stede.

Erfaringen viser, at denne tilgang synliggør ressourcer og potentialer, som ellers let overses; både af systemet og af de unge selv. Når fokus flyttes fra begrænsninger til muligheder, styrkes troen på egen mestring og evnen til at indgå i forpligtende fællesskaber.

Tilbuddet fungerer som et arbejdsfællesskab med reel medbestemmelse. De unge inddrages aktivt i beslutninger om alt fra menukort til arbejdstider og hvad de vil øve sig på. Denne grad af involvering understøtter ansvarsfølelse, ejerskab og udvikling af kompetencer, som er direkte overførbare til uddannelse og beskæftigelse.

Det er netop denne kombination af tryghed, fleksibilitet og forpligtelse, der gør tilbuddet unikt og effektivt som rehabiliterende indsats.

En nedlæggelse vil efterlade en gruppe unge uden et passende næste skridt. Risikoen er, at de enten fastholdes i en passiv behandlingsrolle eller presses for tidligt ud i sammenhænge, de ikke er klar til. Desværre fører dette ofte til flere tilbagefald eller yderligere marginalisering til følge. Begge scenarier er ikke alene menneskeligt omkostningsfulde, men også økonomiske omkostningsfulde.

På den baggrund vil jeg kraftigt opfordre til, at tilbuddet bevares. Det udgør en nødvendig investering i unges mulighed for at genetablere et meningsfuldt liv, på et kritisk tidspunkt i deres liv.