Jeg er elev på Dalgas Skolen, som er en skole for “sårbare voksne”, ofte med psykiske problemer.

Alle mennesker har et dybt behov for at være en del af et fællesskab. Jeg er for syg til at varetage et almindeligt arbejde, hvilket betyder at jeg ikke er en naturlig del af en kollega gruppe. Eller har en fast struktur eller rutine i hverdagen.

Disse to ting: Fællesskab og struktur er noget af det vigtigste for mig, som en psykisk syg person. Det er med til at modvirke depression, angst, isolation, katastrofetanker, mani, vægtøgning og søvnproblemer. Skolen er med til at holde mig mere stabil, end jeg ellers ville have været. At komme på skolen og interagere med andre mennesker med samme udfordringer, hjælper og støtter mig til at håndtere min sygdom bedre og giver mig samtidig indhold og mening i hverdagen.

Det ville være en enorm katastrofe for mig, hvis skolen lukkede. Jeg ville ikke bare miste strukturen og fællesskabet, men hele min omgangskreds og mit eksistensgrundlag. Jeg ville blive mere isoleret og alene og uden indhold i hverdagen, ville min sygdom blive forværret og derfor fylde meget mere. Så uden skolen som hjælp og distraktion, ville jeg bare sidde derhjemme og få det dårligere og dårligere, indtil jeg får behov for at skulle i behandling igen.

Hvilket leder mig videre til at sige, at lukke Dalgas Skolen ville ikke spare en eneste krone, for ud af de 280 elever som er her, ville lukningen påvirke mindst 80% så meget, at de / vi i løbet af det næste år enten skal indlægges eller skal i behandlings forløb / gruppe ude på psykiatrisk hospital.

Jeg finder det i øvrigt enormt provokerende, at man har valgt at skære ned på netop dette område, for psykiatrien er i forvejen spændt til bristepunktet! Det er ligesom at man tror at man bare kan blive ved med at tage og tage, uden det får de store konsekvenser. Det er som om der ikke er en nedre grænse, for hvor meget man kan skære ned.

For at illustrere min pointe, vil jeg bruge følgende eksempel, hvis f.eks. området for fysisk sygdom skulle skæres ned på: En kvinde der ikke kan gå og derfor sidder i kørestol, bor på et hjem for fysisk handicappede. Der skal nu spares: Måske blive maden på stedet billigere og ringere og måske bliver flere ud af huset ture aflyst. Men der er jo ikke nogen som overvejer at tage personens kørestol fra hende, vel? Så hun bare kan rode hjælpeløst rundt på gulvet og så i øvrigt skal klare sig selv. Kørestolen er ALTAFGØRENDE for hendes liv! At lukke Dalgas Skolen er psykisk at fjerne “kørestolen” for 280 mennesker, som ikke kan klare sig selv. Det er at fjerne noget så eksistentielt, at det ville få katastrofale konsekvenser og en masse menneskeliv ville blive tabt på gulvet!

Jeg håber I kan se det store behov for at Dalgas Skolen skal bevares!

Mvh. Pia Vestereng, elev på Dalgas Skolen på 4. år.