Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Alle børn bliver ramt, hvis medarbejderne i relationel velfærd bliver reduceret

Høringssvar vedr. Omstillingsplanen (forslag 4.6 og 4.7)
Fra: Praksisnære konsulenter i Familier, Børn og Fællesskaber (BFF) – kommende Børn, Unge og
Uddannelse

Høringssvaret peger på vidtgående konsekvenser for alle børn og familier, der har behov for MSB, hvis
man vælger at gennemføre forslagene om reduktion af antallet af medarbejdere i de tværfaglige og
lokalforankrede teams i distrikterne, der arbejder med relationel velfærd (forslag 4.6 og 4.7). For langt
de fleste familier er distriktsmedarbejderne nemlig den første og gennemgående kontakt til
kommunen, og i mange af sagerne er den hjælp og støtte, familien får i distrikterne, tilstrækkelig.

Høringssvaret er skrevet i en konstruktiv ånd. Vi anerkender de økonomiske udfordringer og
nødvendigheden af omstilling, men som medarbejder i Familier, Børn og Fællesskaber (BFF) – det
kommende forvaltningsområde Børn, Unge og Uddannelse – ønsker vi med dette høringssvar at
tydeliggøre konsekvenserne for såvel børn og familier som medarbejdere i BFF, hvis antallet af
medarbejdere i distrikterne reduceres, og mulighederne for relationel velfærd dermed mindskes.

Forslagene rammer alle børn, økonomien, samarbejdet med MBU og mulighederne for velfærd
tæt på borgerne
Omstillingsplanen indeholder to forslag om at reducere antallet af medarbejdere i distrikterne (jf.
punkt 4.6 og 4.7): en reduktion på henholdsvis 1,5 og 0,9 mio. kr. i 2026, stigende til i alt 9,6 mio. kr. ved
fuld indfasning. Besparelsen svarer til ca. 10% af medarbejderne i distrikterne.

Medarbejderne i distrikterne er organiseret i lokalforankrede og tværfaglige teams, der arbejder med
relationel velfærd som udgangspunkt og i tæt samarbejde med blandt andet skoler og dagtilbud om
både tidlige og mere indgribende indsatser. Vi gør derfor opmærksom på, at forslag 4.6 og 4.7 i meget
høj grad modarbejder målsætningen i høringsmaterialet om at “gribe i tide” og bringe velfærden
tættere på borgerne. Besparelsen risikerer at være en kortsigtet gevinst med langsigtede
meromkostninger:
• Konsekvenser for alle børn: Antallet af familier/medarbejdere stiger, og den tid, der er til
rådighed pr. familie, falder. Distriktsmedarbejderne er tilknyttet hver deres skoledistrikt og har
ansvar for alle de over 4.000 børn og familier med sociale udfordringer samt alle børn med
handicap og deres familier, der har bopæl i distriktet. Samtlige børn i Aarhus kommune, der har
brug for MSB, vil dermed blive ramt af forslagene.
• Mindsket mulighed for at gribe i tide: Tidlig opsporing og forebyggende indsats svækkes, fordi
der vil være væsentligt mindsket kapacitet til at handle på bekymringssignaler i tide. Den
forebyggende dimension i området eroderes, og sager, der kunne have været håndteret tidligt
og billigt, vokser sig store og dyre.
• Samarbejdet med civilsamfundet svækkes: Mindre kapacitet og færre ressourcer reducerer
muligheden for at aktivere og koordinere indsatser med civilsamfundsorganisationer, som
bidrager til tidlig støtte, fællesskaber og forebyggelse til gavn for såvel børn og familier som
kommunens økonomi.
• Mindsket mulighed for hurtig hjælp: I dag har en stor del af børnene og deres familier
udelukkende kontakt med distriktsmedarbejderne, fordi medarbejderne med deres forskellige
faglighed kan tilbyde familierne den hjælp og støtte, de har brug for. Det muliggør hurtig og
fleksibel hjælp uden unødvendig administration. Færre medarbejdere vil betyde mindskede
muligheder for sammen med familierne at løse udfordringerne og at støtte familierne til at stå
på egne ben. Særlig hvis reduktionen i antal af medarbejdere rammer medarbejderne fra BC og
CSB, som beskrevet i forslag 4.7.
• Konsekvenser for økonomien: Organiseringen i tværfaglige, lokalforankrede teams har også
resulteret i et fald i de samlede udgifter, da antallet af børn og familier, der henvises til
de bydækkende indsatser, er faldet, og udviklingen i tabt arbejdsfortjeneste er stabiliseret, selv
om der udgifterne til tabt arbejdsfortjeneste stiger i andre dele af landet.
• Samarbejdet med MBU svækkes: En reduktion i antallet af medarbejdere vil tvinge
distrikterne til at fravælge samarbejdsopbyggende aktiviteter, da der kun vil være tid til de
opgaver, der er beskrevet i lovgivningen.
• Konsekvenser for arbejdsmiljøet: En reduktion af antallet af medarbejdere vil selvsagt øge
antallet af sager per medarbejdere. Allerede i dag ligger sagstallet for medarbejderne i
distrikterne i på grænsen af Dansk Socialrådgiverforenings vejledende sagstal på
børneområdet, og der har været udfordringer med arbejdsmiljøet blandt andet pga.
arbejdspres. Et endnu højre sagstal øger risikoerne for dårligt arbejdsmiljø og høj
personaleudskiftning.

Distrikterne har et stort potentiale
Udrulningen af organisering i distrikter er stadig ny (de sidste 25 % startede i februar 2025), og der har
været en række opstartsvanskeligheder blandt andet på grund af ressourcemangel i forbindelse med
gentagne ansættelses- og forbrugsstop, som også har påvirket arbejdsmiljøet negativt. Alligevel har
distriktsmedarbejderne lykkes med at støtte børn og familier med så stor succes, at de samlede
udgifter er faldet. At reducere antallet af distriktsmedarbejdere vil højst sandsynligt resultere i, at
udgifterne stiger.

Andre besparelsesforslag risikerer at forværre situationen
Ved komplekse problemstillinger har distriktsmedarbejderne i dag mulighed for at henvise til
specialiserede tilbud. Forslagene om at reducere antallet af medarbejdere i distrikterne skal derfor ses
i sammenhæng med forslagene om besparelser på det brede dagbehandlingsområde og
specialiserede forløb ved Børnecentret og Center for Specialpædagogiske Børnetilbud. Hvis disse
besparelser bliver effektueret, skal medarbejderne i distrikterne løse flere og mere komplicerede
opgaver. En reduktion af antallet af medarbejdere i distrikterne vil gøre det meget vanskeligt at løfte
den opgave.

Distrikterne er en del af løsningen
I Fremtidens MSB fremhæves, at det på den lange bane er nødvendigt, at vi mere grundlæggende
tilpasser vores organisering og opgaveløsning, så vi sikrer en varig, bæredygtig velfærd for de mange
aarhusianere, der har brug for MSB. Det bliver understreget, at MSB skal:
• knytte sig endnu tættere til nærmiljøet og de civile fællesskaber
• blive bedre til at gribe i tide og forebygge
• styrke aarhusianernes handlekraft
• reducere den tid og de ressourcer, der i dag anvendes på koordinering, afklaringer og
administrative snitflader
• et godt arbejdsmiljø

BFF’s lokalforankrede teams i distrikterne er en udfoldelse af ovenstående i praksis. Distrikterne er
dermed en del af løsningen, og en reduktion i antallet af distriktsmedarbejdere vil være direkte
kontraproduktivt.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Cynthia M. Nielsen og Sara Parding

Indsendt

19/03/2026 11:44

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS4918891

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16