4.25 Forældrebetaling ved anbringelser. Forældrerådet i Center for specialpædagogiske børnetilbud (CSB)
4.25 Forældrebetaling ved anbringelser. Center for specialpædagogiske børnetilbud (CSB)
Det er dybt bekymrende, at der igen lægges op til en praksis, hvor forældre til nogle af de mest sårbare børn pålægges en økonomisk byrde i forbindelse med deres barns anbringelse. Der er tale om børn og unge med betydelige udfordringer, ofte inden for autisme, ADHD og andre udviklingsforstyrrelser, hvor anbringelsen netop sker for at sikre og øge trivsel, udvikling og nødvendig behandling.
I den sammenhæng er det væsentligt at minde om det fejlslagne forsøg i 2014 - 2015, hvor Aarhus Kommune tilsvarende forsøgte at opkræve forældrebetaling i en bred kreds af anbringelsessager. Denne praksis blev efterfølgende underkendt af Ankestyrelsen, samtidig blev det præciseret at vurderingen af barnets udvikling skal være individuel – ikke standardiseret.
Konsekvensen var, at sager måtte genbehandles, og at kommunen blev mødt med betydelig kritik fra flere fronter. Dette bør stå som en klar påmindelse om, hvor kompleks og følsom denne type vurderinger er, og hvor galt det kan gå, når økonomiske hensyn får for stor vægt.
Det bør samtidig understreges, at en anbringelse ofte ikke er frivillig fra forældrenes side, men en nødvendig foranstaltning iværksat af kommunen. At pålægge forældrebetaling i sådanne situationer risikerer derfor at opleves som en urimelig dobbeltbelastning, både menneskeligt og økonomisk.