5.3 Lukning af støtte/kontakt ordning for børn under 15 år i center for specialpædagogiske børnetilbud (CSB) regi.
5.3 Lukning af støtte/kontakt ordning for børn under 15 år i center for specialpædagogiske børnetilbud (CSB) regi.
Forældrerådet i CSB ønsker hermed at afgive høringssvar til det fremsatte forslag om at lukke de forebyggende indsatser for børn og unge bla. herunder nedlægge støtte-kontaktordningen for børn under 15 år.
Det er foruroligende at få at vide, at man overvejer at lukke dette tilbud ned. Et tilbud som i særdeleshed er målrettet nogle af de mest udsatte børn, herunder børn med autisme og ADHD. De har brug for en tryg og stabil relation til en voksen uden for hjemmet, som kan være sammen med dem og støtte dem i sociale, følelsesmæssige og praktiske udvikling.
En støtte-kontaktperson er langt fra en "bare lige en ekstra hånd". For disse børn kan virkeligheden være så uforudsigelig og overvældende, at de, gennem kontaktpersonen, får en fast ramme og nogen til at hjælpe dem med at oversætte det sociale samspil, så de kan indgå i fællesskaber, håndtere konflikter og opbygge en grad af selvstændighed.
Nedlægger man ordningen, er er stor risiko for at man i stedet for kikker ind i mange langvarige og bekostelige indgribende foranstaltninger senere hen i livet, i stedet for at have muligheden for at forebygge sociale og adfærdsmæssige udfordringer i den tidlige fase, som måske kan forhindre, eller begrænse behovet for yderligere foranstaltninger.
Forebyggende indsatser er kendetegnet ved, at de netop skal nedsætte behov for igangsættelse af andre forebyggende indsatser, endda måske mere indgribende indsatser. Fjerner man støtte tidligt, kan man vække til live en lang række af problemer og udfordringer, der kan føre til mistrivsel og skolevægring og i værste fald anbringelser eller behandlingskrævende indsatser senere hen. Således er det ikke blot en økonomisk beslutning, men også en social beslutning som kan være endnu dyrere, man træffer med dette forslag. En økonomisk beslutning der sparer på den korte bane, men formodentlig bare bliver dyrere på den lange bane.