Vi skal værne om og styrke dem der vil gøre noget for andre
Vi vil hermed udtrykke vores beklagelse over, at Aarhus Kommune lægger op til store besparelser, der vil ramme et stort antal af samfundets allermest udsatte borgere. Det er mennesker, som af mange forskellige grunde ofte har vanskeligt ved at komme til orde og blive hørt.
Det udsendte sparekatalog indeholder forslag til besparelser, der vil resultere i lukning eller kraftig nedskæring af en række civilsamfundsorganisationer, som i mange år har gjort en afgørende forskel for udsatte menneskers mulighed for social, kulturel og arbejdsmarkedsmæssig inklusion.
Vi har i foreningen Sociale Entreprenører i Danmark (SED) gennem mange år indgået i forskellige typer af netværk med en stor del af disse civilsamfundsorganisationer, og har derigennem et langvarigt kendskab til deres aktiviteter og den betydning de har for de målgrupper de arbejder med.
Disse aktører bidrager hver dag til, at mennesker på kanten af arbejdsmarkedet og samfundsfællesskabet opnår en højere grad af selvforsørgelse, livsmestring og livskvalitet. Desuden bidrager mange af de mennesker, der er brugere af disse tilbud med et øget samfundsengagement, fordi de som en del af deres tilknytning engagerer sig i forskellige typer af frivilligt arbejde, og dette er muligt, fordi der her tilbydes en fleksibilitet, rummelighed og inklusionsparathed som ikke i samme grad kan opnås i andre frivilligheds-sammenhænge.
Disse civilsamfundsorganisationer er således vigtige aktører i arbejdet med at finde løsninger på nogle af vores største samfundsudfordringer. De bruger en bred vifte af ressourcer -faglighed, tværfaglighed, social innovation, frivillighed, socialøkonomi, partnerskaber og ildsjæleri - og de samarbejder på tværs af sektorer for at gøre en forskel for dem der har allermest brug for at blive inkluderet ligeværdigt i vores samfundsmæssige fællesskab.
Civilsamfundsorganisationerne har i årtier været samarbejdspartnere med Århus Kommune med henblik på at skabe social bæredygtighed for det enkelte menneske og for samfundet som helhed.
Selvfølgelig skal der prioriteres økonomisk i en kommune. Det er forståeligt.
Men fremfor et sparekatalog hvor den beregnede økonomiske besparelse står tydeligt imens konsekvenserne for de mennesker besparelserne vil ramme typisk er beskrevet i meget generelle vendinger, så kunne vi have ønsket os en tilgang der viste, at der tydeligt er overvejet og taget stilling til hvilken konkret social impact kommunen vælger til og fra med disse besparelser. En tilgang, der i højere grad anerkendte civilsamfundets ressourcer, rolle og bidrag. Et aktivt engagement i at sikre civilsamfundets fortsatte mulighed for at byde ind med ideer, arbejdsredskaber og samarbejder.
Ligeledes kunne vi ønske, at kommunen i forhold til de økonomiske og politiske prioriteringer i højere grad forholder sig til det større kommunale/samfundsmæssige regnskab og overvejer, at besparelser på et område kan resultere i øgede udgifter på andre områder.
Som det er nu er en række af de civilsamfunds-aktører der indgår i sparekataloget helt eller i høj grad afhængige af deres kommunale tilskud og samarbejdsaftaler. Men selvom økonomien gør en afgørende forskel, så er det både nu og på den lange bane lige så vigtigt, at kommunen byder ind med dialog, sparring og samarbejde omkring,
hvordan de nuværende og fremtidige lignende aktører kan blive mindre afhængige af den kommunale økonomi,
hvordan vi sikrer et ligeværdigt, innovativt og effekt-fokuseret samarbejde mellem kommunen og civilsamfundets aktører på det sociale område.
Vi skal værne om og styrke dem der vil gøre noget for andre. Og vi håber således, at Århus Kommune vil gentænke den fremlagte spareplan.