Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Høringssvar vedr. Aarhus kommunes forslag til besparelser, jf. Omstillingsplan for socialområdet 2026:

Høringssvar vedr. Aarhus kommunes forslag til besparelser, jf. Omstillingsplan for socialområdet 2026:
Vi er forældre til en kvinde, som bor på Kilebo. Vores datter er en del af en gruppe borgere, som er 100% henvist til, at der bliver sørget for deres livskvalitet. Vi er meget berørte af de forslag til besparelser, der er kommet. Disse mennesker, inklusive vores datter, kan ikke selv klage over forslag til besparelser, og de bliver heller ikke spurgt. Det ville ikke være godt, hvis vi skabte uro hos vores datter ved at forklare forslagene til besparelse. Hun ville givetvis blive utrolig ked af det og urolig for at miste det, hun kender så godt og har så stor værdi i hendes liv. Derfor må vi, som forældre, svare på hendes vegne:
Angående forslag til reduktion af ferie.
Disse borgere kan ikke selv tage på ferie. De er fuldstændig afhængige af medarbejderne på Kilebo. Det vil være et utroligt hårdt slag for dem, hvis deres lille årlige ferie bliver sparet væk. Ferien er noget der tales om hele året! Det foregår på følgende måde:
Dag 1: afgang efter pakning kl. ca. 11. Ankomst hen mod kl. 15.
Dag 2: En hel feriedag
Dag 3: Pakning og udtjekning til hjemtur om formiddagen.
Kort sagt er der 1 FERIEDAG. Reducering til en 2-dages tur umuliggør denne ferie. Alt ædes op af transport ud og hjem, og det er ærlig talt en HÅN mod både beboere og personale.
Ferien er virkelig med til at skabe kulør for mennesker med store udfordringer, og ferieturen styrker sammenholdet på hele bostedet. Så vi sætter vores håb til, at denne besparelse ikke føres ud i livet.
Angående forslag om nedlæggelse af køkkendriften
I Omstillingsplan for socialområdet 2026 regnes der med en stor besparelse på ”optimering af vagtplanlægning og en gennemgang af mødekultur” hele 6,9 mio kr. (forslag nr. 3.13). Til sammenligning spares der i virkeligheden ganske lidt på køkkendriften: 1,8 mio kr til lønudgifter (forslag nr. 4.23). Udgifterne lægges i stedet over på beboerne!
Vi forstår slet ikke, at køkkendriften nu igen er taget med i forslag til besparelse! Hvis madlavning tages væk fra Kilebo fjernes rigtig meget: nærvær og fællesskab om at gøre maden fra køkkenet færdig - her mistes muligheden for at opøve og vedligeholde færdigheder. Desuden kan der ikke tages hensyn til den enkelte borgers behov og ønsker. Et køkken er en helt central del af et hjem. Hvis det fjernes, vil det være som at fjerne hjertet i bostedet - duft, varme og fællesskab.
En af de gode traditioner er at beboerne må vælge deres livret til fødselsdag. Det vil være en stor forringelse hvis denne omsorg for den enkelte forsvinder. Desuden vil det ikke længere være muligt i weekenden at få hjemmebagt kage og bage boller af den dej, køkkenet har lavet. Duft af nybagte boller - er det ikke blandt andet dette, som kendetegner et hjem? Vi forstår, at medarbejderne ikke engang må koge havregrød til den beboer, som ønsker det!
Vi sætter vores håb til, at kommunens politikere ikke gennemfører disse nedskæringer. Vi har her at gøre med de mest sårbare mennesker i vores samfund.

Elisabeth og Johannes Glenthøj
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Elisabeth og Johannes Glenthøj

Indsendt

19/03/2026 13:35

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS8900156

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16