Jeg har i mange år haft udfordringer, der har gjort, at jeg ikke har haft ressourcer til at fungere i almindelige rammer i samfundet. Som det eneste tilbud, jeg har indgået i, har Dalgasskolen givet mig stabilitet, oplevelsen af et sammenhængende og meningsfuldt liv og følelsen af at række til.
Sådan ved jeg, at det er tilfældet for mange af eleverne.

Dalgasskolen skaber omstændigheder - en ramme og et formål i hverdagen - der er med til at opretholde helt almindelige ting som at komme i gang med dagen, møde andre mennesker og fastholde aktiviteter - hvilket ellers kan være særdeles vanskeligt, når man har psykiske udfordringer. Skolen giver mig mulighed for at deltage i aktiviteter og udfordre mig selv på en måde, som mine ressourcer faktisk kan bære. Det må jeg sige er ganske afgørende i livet, de små succesoplevelser, følelsen af at være tilstrækkelig, glædesstunder, man kan rumme, og som ikke overvælder, men i stedet beriger og bidrager til en større sammenhæng og stabilitet helt generelt.
Idet mine ressourcer er små, er jeg taknemmelig for at få hjælp til og mulighed for fortsat at bruge min hjerne men på skånsom vis, lære nye ting og opleve, at jeg faktisk stadig kan udrette noget. Det giver en følelse af mening, og uden den den ramme ville dagene flyde sammen, og det ville være langt sværere at holde fast i noget som helst, hvilket for mig - og nok mange andre - fører til psykisk forværring.

Det vigtigste for mig er det sociale fællesskab, fordi manglende overskud og isolation er en reel risiko, når ikke ens kræfter rækker til at indgå i sociale sammenhænge på almindelige præmisser. Jeg værdsætter enormt at møde mennesker, jeg kan relatere til, og at føle mig som en del af et fællesskab.
Følelsen af at høre til, anser jeg for værende et grundlæggende menneskeligt behov, og det er på mange måder det, der holder stabiliteten hos mig.

Efter at have gået på skolen i fem år, har jeg både set og oplevet, hvor vigtig strukturen, fællesskabet og meningsfulde aktiviteter er for et menneskes velbefindende. Jeg er overbevist om, at min sammenhæng på mange måder ville smuldre, og at jeg følgeligt ville få et væsentligt større behov for hjælp til at holde den - formentlig fra psykiatrien.

Dalgasskolen holder mig samlet, giver mig noget at stå op til, en form for forpligtelse, men på en måde, hvor jeg ikke bliver psykisk dårlig af pres. Den giver mig mulighed for at deltage i samfundet på det niveau, jeg kan. Opbygger og forebygger, fremmer og nærer ved at omfavne og vedligeholde de ressourcer, den enkelte har til rådighed.

Jeg er oprigtigt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, hvis skolen lukkede, idet jeg ville miste den ramme, der på mange måder holder mit liv samlet. Jeg ville få langt sværere ved at opretholde de ting, der gør, at jeg kan fungere i hverdagen. Jeg ville miste mit grundlag og det fodfæste, jeg allerede kæmper for at opretholde.
Skolen giver mig en retning og en forbindelse til verden omkring mig.

Overordnet set synes jeg især, at det er relevant at kigge på de omkostninger, nedlukningen vil få - for en stor befolkningsgruppe - på længere sigt.
For mennesker som os er skolen ikke bare et aktivitetstilbud, men en afgørende del af det fundament, der gør det muligt at leve et værdigt og nogenlunde stabilt liv.