Høringssvar til omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreformen samt ny organisering i MSB
Udsatte, ensomme og psykisk sårbare borgere i Aarhus Kommune har igennem mange år profiteret af et godt samarbejde mellem MSB og civilsamfundsorganisationerne.
Vi finder det derfor bekymrende, at MSB lægger op til at forringe et velfungerende samarbejde for at opnå kortsigtede besparelser, der samtidig forringer de sociale tilbud til udsatte målgrupper.
Vi, Café Parasollen og Livsværkstederne, har noteret os situationen og forstår behovet for handling for at undgå sanktioner, såfremt man rammer serviceloftet.
Det er dog vores klare opfattelse, at MSB i en tid med udfordret økonomi vil stå langt stærkere ved at gå den stik modsatte vej og øge samarbejdet med civilsamfundets organisationer.
Vi vil derfor gerne opfordre MSB til at øge dialogen med os og andre civilsamfundsaktører, hvor vi sammen finder nye veje i samarbejdet om indsatsen for borgere i udsatte livspositioner. Umiddelbart ser vi tre typer samarbejde:
1. Uddelegering af en konkret indsats til en civilsamfundsorganisation, hvor MSB har rammesat indsatsen som understøttende for borgerne.
2. Etablering af et forpligtende udviklingspartnerskab mellem MSB og en civilsamfundsorganisation, hvor der samarbejdes om at identificere problemstillinger, for dernæst i fællesskab at udvikle løsningerne til gavn for borgerne.
3. Etablering af strategiske og langsigtede partnerskaber mellem MSB og civilsamfundsorganisationer, hvorved der er en mere helhedsorienteret og langsigtet tilgang til samarbejdet og opgaveløsningen. Indsatserne defineres ofte af konstaterede behov hos borgeren, men hvor ingen af parterne alene kan løfte opgaven.
Vi stiller os gerne til rådighed for at drøfte ovennævnte og finder at et godt samarbejde er det bedste udgangspunkt for at udvide dette, så vi kan samskabe solide indsatser for socialt udsatte. Økonomisk bæredygtighed er vigtigt og vi vil gerne finde veje, der løfter udsatte, ensomme og psykisk sårbare i Aarhus Kommune.