Dette er et høringssvar til Aarhus Kommunes sparekatalog for 2026.

Jeg skriver som nuværende bruger af HF Fundamentet og tidligere elev på Dalgas Skolen – og som én af dem, der bliver direkte ramt af de foreslåede besparelser.

Det er afgørende for mig at slå fast fra begyndelsen: De tilbud, der foreslås skåret væk, er ikke “kan-opgaver”. De er “skal-opgaver”.

Ikke kun i en snæver administrativ forstand, men i praksis. I virkeligheden. I menneskers liv. I mit liv.

Dalgas Skolen og HF Fundamentet er ikke “gode tilbud”, man kan vælge til eller fra. De er nødvendigheder. Nødvendigheder, fordi alternativet er langt værre – både menneskeligt og økonomisk.

Uden disse tilbud ville jeg ikke have en hverdag. Jeg ville være fastlåst i et system uden reel udvikling – kun fremdrift på papiret. Jeg ville være fanget i systemet, præcis som jeg var det engang.

Inden jeg startede på HF Fundamentet i 2024, havde jeg været uden for arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet i over otte år. Hele mit voksenliv. Ikke af valg, men fordi jeg var syg.

Så syg, at jeg de første mange år ikke kunne fungere i de tilbud, jeg blev visiteret til. Først da jeg kom på Dalgas Skolen, skete der noget. Jeg fik opbygget en hverdag. Et fundament. Noget at stå på.

Det fundament gjorde det muligt for mig at tage næste skridt og søge ind og blive optaget på HF Fundamentet.

Og nu står begge tilbud til at blive reduceret eller fjernet med henvisning til, at der “findes andre tilbud”.

Hvor?

Det spørgsmål mangler stadig et svar. For de tilbud, der henvises til, er enten allerede beskåret eller står over for tilsvarende besparelser med den præcis samme begrundelse. Man kan ikke henvise til alternativer, som samtidig afvikles.

Jeg læste for nylig en artikel fra TV2 Østjylland om omstillingsplanen, hvor det blev fremført, at besparelserne primært rammer “kan-opgaver” – ikke “skal-opgaver”.

Det er en præmis, jeg ikke kan genkende og én, jeg på det kraftigste er nødt til at afvise.

For når man fjerner de indsatser, der gør det muligt for mennesker som mig at bevæge sig fra passiv forsørgelse til uddannelse og på sigt arbejdsmarked, så fjerner man ikke noget valgfrit. Man fjerner ikke “kan”-opgaver. Man fjerner fundamentet.

Når politikere samtidig udtrykker bekymring over, at for mange – særligt unge – ender på førtidspension, så bliver modsætningen, for slet ikke at tale om selvmodsigelsen, tydelig. For man er i gang med at afvikle de indsatser, der netop forebygger det.

De veje, der førte os videre, bliver lukket.

Samtidig reduceres støtten til mennesker med diagnoser bredt. Og lokalt fjernes de tilbud, der kan omsætte støtte til reel udvikling.

Det efterlader et tomrum.

Der bliver talt om styrket fokus på psykiatri. Men når midler fjernes uden konkrete erstatninger eller alternativer – og uden de lovede tilførsler – så fremstår det som en ambition uden retning.

Derfor er mit spørgsmål:

Hvad er planen for os – konkret?

For det her er ikke udgifter. Det er investeringer. Det er menneskeliv.

Den støtte, jeg har fået, betyder, at jeg ikke vender tilbage til kontanthjælpssystemet. Det er en reel besparelse for kommunen.

Mine yngre medstuderende er blevet grebet tidligere. De har undgået år i systemet. Det er også en besparelse for kommunen.

HF Fundamentet er et unikt tilbud. Et tilbud, jeg ville ønske, havde eksisteret, da jeg selv blev tabt for år tilbage. Et tilbud uden sidestykke eller sammenligning.

Og det er et tilbud, man nu vil fjerne fra dem, der står i samme situation i dag – fra mig og andre sårbare unge.

Der bliver sagt, at de unge er fremtiden.

Men hvad er det for en fremtid, man tilbyder, hvis fundamentet fjernes under dem?

Man kan godt få et budget til at hænge sammen på kort sigt.
Man kan godt strege os ud af jeres Excel-regnskab.
Men regningen forsvinder ikke. Den bliver bare sendt videre – og den vokser. Med renter og renters rente.

Regningen lander ikke kun hos os, der bliver ramt nu.
Den lander hos os alle – hos samfundet som helhed.

For når konsekvenserne rammer, og det endelige regnskab gøres op, så er det ikke kun os – de mest sårbare borgere – der har tabt. Det er os alle.

Og det er velfærdsstaten, der giver sig fortabt.

HF Fundamentet og Dalgas er ikke valgfrie tilbud – ikke noget, vi kan vælge til eller fra.
De er nødvendige.
Nødvendige, fordi alternativet er langt værre – og langt dyrere.

Med venlig hilsen Signe Bundgaard, elev på HF Fundamentet og tidligere elev på Dalgas Skolen.