Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
Nedskæringer / Fundamentet
Det er kommet mig for øre, at man i Århus kommune påtænker at beskære i støtten til sociale tilbud, bl.a. til Fundamentet, hvis eksistens er afhængig af støtten.
Fundamentet har reddet min brors liv. Fundamentet er grunden til, at min bror stadig er i live, og har et sted at komme til, hvor han kan få den hjælp han har brug for som socialt udsat.
Ligesom fundamentet er afhængig af økonomisk støtte, er der en række mennesker hvis liv er afhængig af den hjælp fundamentet tilbyder. Det er et værested, hvor man danner netværk, tryghed og finder mening i en hverdag der ellers kan virke meningsløs og ensom.
Jeg har selv holdt juleaften med min bror på Fundamentet flere gange. Her har jeg mødt mange mennesker, min bror og mig selv inklusiv, der ikke har haft andre steder at holde jul. Enten fordi der ikke er anden familie, eller fordi det økonomiske overskud ikke rækker til en julemiddag. Desuden har fundamentet tilbudt os den fineste hjælp og støtte i forbindelse med vores fars død. En hjælp hverken han eller jeg kunne have været foruden.
Hvis fundamentet lukker, er jeg oprigtigt bekymret for min brors videre trivsel. Han har flere gange været selvmordstruet og er stadig i en skrøbelig og udsat position. Fundamentet er en så integreret del af hans hverdag, at hvis det lukker, ville han ikke vide hvor han skulle gå hen, når alt brænder på. Det ville være så markant et indgreb i hans hverdag, at jeg frygter for hans liv.
Jeg ved, at min bror ikke er den eneste.
Fundamentet redder liv.
Så red fundamentet.
Download høringssvar som pdf