Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Høringssvar på vegne af Botilbuddet i Generationernes Hus

Høringssvar

På vegne af medarbejderne i Botilbuddet i Generationernes Hus ønsker vi at afgive et høringssvar til de foreslåede besparelser på socialområdet. Selvom mange af de konkrete besparelser ikke direkte rammer vores tilbud, finder vi det vigtigt at bidrage med vores faglige perspektiv på de mulige konsekvenser for både borgere og medarbejdere på socialområdet.

Vi er bekymrede for de langsigtede konsekvenser for borgernes trivsel og livskvalitet. For mange borgere er oplevelser uden for hverdagen, såsom ferie og særlige aktiviteter, blandt årets højdepunkter. Fælles oplevelser skaber glæde, styrker relationer og giver positive minder i beboergruppen. Reduktioner i denne type aktiviteter, fx fra 5 til 2 dages ferie (punkt 4.19), kan derfor mindske borgernes muligheder for meningsfulde oplevelser og fællesskab. Ligeledes ser vi i forvejen udfordringer for borgerne med at finde det rette klub- og aktivitetstilbud, hvilket vil blive endnu sværere ved besparelser på dette område.

Besparelserne giver også anledning til bekymring for arbejdsmiljøet. Færre ressourcer kan øge arbejdspresset og gøre det sværere at levere den fagligt kvalificerede og relationelle indsats, som mange borgere har behov for. Et vedvarende højt arbejdspres kan påvirke medarbejdernes trivsel og øge risikoen for sygefravær, hvilket samtidig kan skabe yderligere pres på arbejdspladsen. Øget personaleudskiftning og ustabilitet i medarbejdergruppen kan desuden skabe uro og utryghed for borgerne. For mange borgere i botilbud er trygge relationer og kontinuitet i personalegruppen en vigtig del af deres trivsel, og netop trivsel og stabilitet i hverdagen er med til at øge mulighed for udvikling.

Vi ser også med bekymring på mulige reduktioner i kompetenceudvikling. Løbende faglig udvikling er en vigtig forudsætning for, at medarbejdere kan håndtere komplekse opgaver og støtte borgere med meget forskellige behov. Mindre fokus på kompetenceudvikling kan på længere sigt svække kvaliteten i indsatsen og medarbejdernes faglige trivsel, hvilket sammen med øget mistrivsel hos borgerne, potentielt kan føre til flere UTH’er og magtanvendelse.

Denne udvikling vil samlet set kunne forstærke presset på medarbejderne, øge arbejdspresset og påvirke trivslen negativt. Et vedvarende højt arbejdspres kan føre til øget sygefravær og personaleudskiftning, hvilket igen kan skabe yderligere uro og utryghed for borgerne. For mange borgere i botilbud er trygge relationer og kontinuitet i personalegruppen en vigtig del af deres trivsel, og netop stabilitet i hverdagen er med til at understøtte deres udvikling.

Endelig kan ændringer i ledelsesstrukturer få betydning for både samarbejde, faglig sparring og den daglige støtte til medarbejderne. Tæt ledelse og tilgængelig faglig sparring er ofte afgørende i arbejdet med borgere med komplekse behov.

Samlet set ønsker vi at gøre opmærksom på, at besparelser på socialområdet ikke alene har økonomiske konsekvenser, men også kan negative konsekvenser for borgernes trivsel, medarbejdernes arbejdsmiljø og kvaliteten af den sociale indsats. Vi opfordrer derfor til, at disse perspektiver indgår i de videre overvejelser.

Mvh
Medarbejderne i Botilbuddet i Generationernes Hus
Afdelingsleder i Botilbuddet i Generationernes Hus
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Jonas Kappelgaard

Indsendt

19/03/2026 15:52

Udtaler sig som

Forening, organisation eller bestyrelse

Organisation

Botilbuddet i Generationernes Hus

Sagsnummer

HS8224964

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16