Jeg er frivillig i Gallo Huset og mor til en elev på Dalgas Skolen.
Jeg har gennem tiden mødt mange psykisk sårbare børn og voksne i det etablerede kommunale system og i civilsamfundsorganisationerne.
Jeg har oplevet en fantastisk velvilje og støtte til mit barn i begge systemer – ikke, at vi ikke har løbet panden mod en mur, mødt bump på vejen og et presset system, men uanset så er vi blevet mødt med faglighed, venlighed, rumlighed og folk, der gør sig umage.
Jeg ser de to systemer som supplementer – meget groft opdelt kan man i det ene system blive læge-, psykolog- og social-fagligt behandlet af uddannet personale, der står til ansvar for dokumentation, budgetter og resultater. Som borger er man dog ret afhængig af, hvilken diagnose man får, og hvordan ens sag bliver ”set” og behandlet af det personale, man møder. Det er afgørende for hvilke/n kasse/r man kan passe ind i – ret rigidt og labyrintisk til tider – og dermed hvilke vilkår man får fremadrettet. Men det er et faktum, at dette system giver mange sårbare borgere afgørende hjælp til at mestre livet i form af rådgivning, medicin, bolig, uddannelse mv.
Hos civilorganisationerne kan man få et pusterum fra det etablerede – lige slippe for at passe i en kasse - og møde ligesindede. Her bliver man ikke ”rettet til”, så man passer ind i det såkaldte velfærdssamfund vi har, men man kan udveksle livserfaring og være et sted, hvor man bare er sig. Det giver nogle andre og ret unikke udviklingspotentialer, som velfærdssamfundet også har brug for (f.eks. særligt høje intelligenser). Her kan man udvikle sig på baggrund af inspiration, få uddannelse, man kan samle mod og få en ven til at støtte sig i noget svært. Helt frivilligt. Og så kan man dyrke sin hobby eller få en ny – der er masser af muligheder, som mange af høringssvarene udfolder og til BILLIGE penge for kommunerne.
Der er så mange gange blevet gjort opmærksom på, hvor billigt det er at drive civilsamfundsorganisationerne pga. den store frivillige mængde arbejdskraft, der er involveret og fordi det kan medvirke til at holde borgere fri af dyre indlæggelser i psykiatrien.
Ovenstående er ganske sikkert en både grov og mangelfuld opdeling og beskrivelse af systemerne - men pointen er, at der er brug for alle kvalifikationerne til sammen og at de eksisterer på nuværende tidspunkt - de må ikke gå tabt i besparelser.
Vi er et samfund med meget høj levestandard, vi har penge nok i Århus Kommune og pga. af en ulødig rammeaftale, skal vi ikke stå i en situation, hvor vi skal vælge mellem de to systemer eller spare dem ned, så de svageste borgeres liv forringes markant. Vi skal arbejde på, at systemerne kan supplere hinanden endnu mere og på at politikerne laver ordentlig og rimelige beslutninger – de skal ikke dele penge ud (læs: madcheck) til borgere, der ikke har brug for det og finde andre utålelige quickfikses, når helt fundamentale forhold i vores samfund bryder ned og ikke ikke kan fungere, konsekvenserne er for alvorlige og vi burde faktisk skamme os over for de borgere, der er kommet til verden med eller uforskyldt har pådraget sig psykisk sygdom og skade.
Finansministeriet og Kommunernes Landsforening skal tilbage til forhandlingsbordet og staten skal have penge med til Social- og Beskæftigelsesområdet, så det minimum holder sig på status quo.
Jeg forslår, at pengene kommer fra ”krudt, kugler og krig” kassen (Læs Forsvarsministeriet) – for mere spild af penge skal man da lede længe efter.