Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

De Splittergales officielle høringssvar

De Splittergale er “hele byens orkester”, som borgmester Anders Winnerskjold så fint sagde i sin tale til vores 35-års jubilæum i november sidste år.

Orkesteret består hovedsageligt af psykisk sårbare, men da vi virkelig mener det, når vi siger, at vi er et inkluderende tilbud, så inkluderer vi også såkaldt “normale”, som ikke har erfaring med psykiatrien.

Hos andre ville dem uden diagnoser blive set som “frivillige”, der hjælper udsatte og svage mennesker, men i De Splittergale indgår alle i gruppen på lige fod. Og når vi står på scenen, kan man ikke se hvem der har diagnoser og hvem der ikke har, hvilket gør at vores optrædener - ud over at være top-underholdende - samtidig rører publikum og rykker ved deres fordomme og deres syn på udsathed generelt.

Med en forbilledlig åbenhed om deres egne livshistorier, viser medlemmerne af De Splittergale sig frem i al deres uperfekthed, og bidrager dermed PÅ EN MÅDE DER RENT FAKTISK VIRKER til at aftabuisere et område, hvor rigtigt mange borgere (dem selv inklusiv) stadig den dag i dag oplever at blive mødt som diagnosticerede “undermennesker”.

Gennem det arbejde vi sammen laver, ser vi igen og igen hvordan fordommene fordamper hos de tusinder af personer, som hvert år oplever os.

Vi ser det, når vi - i samarbejde med VIA - laver workshops for pædagog- og socialrådgiverstuderende, som lige om lidt skal ud og arbejde med netop denne type borgere.

Vi ser det, når vi bliver brugt til konferencer om udsathed og psykiatri, fordi arrangørerne udmærket ved at vi er med til åbne rummet for en helt anden måde at se styrker, kompetencer og hele mennesker frem for diagnoser, begrænsninger og dehumanisering.

Og vi ser, det når vi optræder for andre udsatte borgere, som genkender sig selv i os, og som går derfra med fornyet værdighed og tro på at de “er noget”.

Sidste år kom den store tiårsplan for psykiatri, og den peger bl.a. på hvor vigtigt det er at skabe forståelse og indsigt i, hvordan det er at leve med psykiske lidelser. Vores arbejde formidler netop det budskab i øjenhøjde... med humor, nærvær og uden filter. Eller med borgmesterens ord: “I får os til at lytte, mens vi griner og mens vi synger med. De Splittergale er blevet en del af Aarhus' sociale og kulturelle hjerte”.

I udkastet til omstillingsplanen lyder den “faglige begrundelse” for at fjerne støtten til os at der er “få brugere”. Her er det essentielt for os at gøre opmærksom på, at vi i modsætning til mange andre tilbud har en enorm effekt der rækker langt ud over de ca. 25-30 orkestermedlemmer. Som byens sociale og kulturelle hjerte bygger vi broer og pumper livsmod, håb og værdighed helt ud i byens mørkeste afkroge.

Bag ved alt dette ligger der et omfattende socialpædagogisk arbejde... fra den daglige støtte og struktur omkring orkestermedlemmerne til den trygge ramme, hvor de (med de seriøse psykiske udfordringer de har med i bagagen) kan udvikle sig, tage ansvar og finde retning og mening i livet.

Det er et arbejde, der kræver faglige kompetencer, tålmodighed og kontinuitet, og som er en forudsætning for, at det kunstneriske og menneskelige kan blomstre.

For mange i gruppen er De Splittergale deres primære (og for flere deres eneste) netværk. Vi sørger for, at folk har et helt og værdigt liv, og hvis nogen er i fare for at miste deres bolig, træder vi til - fx ved at rydde op i deres kælderrum sammen med hele gruppen. Det er en konkret måde at tage ansvar for hinanden på, og sikre, at man ikke bliver smidt ud af sin lejlighed.

Hvis man, med husholdningslogik, ser på output pr. krone, er De Splittergale blandt de mest effektive sociale investeringer i kommunen. Hver gang vi holder én person ude af psykiatrisk hospital i to-tre måneder, er hver en støttekrone allerede tjent ind... for ikke at nævne, hvad det koster byen, hvis en af vores brugere falder tilbage i misbrug og vold (og mere utryghed i byen). Oven i det kommer alt det andet, vi skaber af livsglæde, fællesskab, trivsel, forståelse og aftabuisering.

Vi arbejder med mennesker, som ellers ofte ender som udgiftsposter i systemet. Hos os bliver de i stedet medskabere, frivillige, kunstnere, splittergale rollemodeller og aktive medborgere.
Lad os nævne tre konkrete eksempler:

Thomas (alias "Hansi Händehoch")
Thomas har været langt nede i både flasker og poser - og er i dag clean. I De Splittergale er han "Hansi Händehoch" og optræder bl.a. som sygeplejerske, solosanger med nummeret "Normal Rock". Han er den, der virkelig får publikum med, når showet folder sig ud. I De Splittergale har han for første gang i sit hårde liv oplevet at blive rost for den han er, og han er blevet hjælpsom, mødestabil og fuld af liv. Et menneske, der i dag giver meget mere, end han nogensinde har fået.

Michelle (alias "Raketten")
Michelle er transkønnet spastiker og har haft et liv, hvor hun ofte har skullet forklare sig, forsvare sig eller passe ind. I De Splittergale var der ingen, der bad hende redegøre for sin historie. Hun blev bare budt velkommen.
Det lyder måske banalt. Men for hende er det altafgørende, og det har forandret hendes liv, så hun nu føler sig set på en måde hun aldrig har oplevet før.
Hun deltager, optræder og bidrager på lige fod med alle andre. Et smukt eksempel på inklusion, der virker uden bureaukrati.

Simon Peter (alias "Profeten").
Simon Peter har været diagnosticeret med skizofreni og har i lange perioder haft svært ved at forlade sit hjem. Med De Splittergale tog han for første gang på tur (til vores samarbejdsgruppe i Aarhus' venskabsby Kiel) og stod pludselig på gaden og optrådte. Det gav ham det, han selv kalder en ny “ud-i-verden-lyst”. I dag er han en af de drivende kræfter i gruppen.
Det er ikke terapi, men levet liv med fællesskab, humor... og god galskab.

Og det her er ikke bare enkeltstående succeshistorier.
Det er et mønster.

Det vi laver, spreder sig som ringe i vandet:
- mindre ensomhed
- mere stabilitet
- færre sammenbrud
- større deltagelse i civilsamfundet
- stærkere netværk mellem borgere, foreninger og institutioner... og dét er værdifuldt for alle parter
- bedre psykisk trivsel og færre tilbagefald i sygdom eller misbrug
- flere veje til beskæftigelse, uddannelse og frivilligt engagement
- større forståelse og tolerance i mødet mellem mennesker med og uden psykiske udfordringer
- et mere levende og inkluderende kulturliv i Aarhus, hvor alle kan bidrage og blive set

SÅ LAD OS VÆRE HELT KLARE I SPYTTET:
At spare 400.000kr. på De Splittergale er IKKE en besparelse. Det er en dårlig, dyr... og splittergal beslutning.
De Splittergale er et eksempel på præcis den type initiativ, som Aarhus har brug for mere af, ikke mindre.

Vi er ekstremt billige i drift.
Vi løfter uforholdsmæssigt meget for meget få midler.

Vores økonomi er enkel:
En stor del af arbejdet bæres af frivillige kræfter - både i og omkring orkesteret
Vi er et stærkt og mangeårigt fællesskab, hvilket i sig selv skaber stabilitet.

Det kommunale tilskud på 400.000 kr. dækker løn til koordinering og kunstnerisk ledelse… altså dét, der får helheden til at fungere.

Alle yderligere aktiviteter finansieres af fonde og donationer.
Det der får det til at hænge sammen og fungere er relationer, ansvarsfølelse og ejerskab... samt at der faktisk er mening med galskaben.

Afslutningsvis vil vi også lige nævne, at vi ofte fremhæves som et forbilledligt initiativ. Bl.a. fremgår det af arbejdet med Aarhus Kommunes Kultur- og Sundhedsplan, hvor der står, at “De Splittergale viser os, hvordan det at arbejde med et dramatisk udtryk har positiv indvirkning på psykisk sårbare”.

Eller som borgmesteren siger: “I har vist, at kultur kan forandre liv. Ikke kun for publikum, men også for jer og dem, som står på scenen. Og I har vist, at den gode galskab ikke skal dæmpes. Den skal dyrkes, for det er der, livslysten bor”.

Så kære byrådsmedlemmer. Vi håber, at I nu kan se, at De Splittergale faktisk er en god investering for Aarhus, som byen får mange gange igen, på mange forskellige måder.

Og når vi nu har hørt - for vi hører også jer - at vores by står overfor en social krise, så står vi klar til at give den en ekstra skalle. Hvordan præcis det kan se ud, ved vi ikke endnu, men hvis I tager imod vores udstrakte hånd, vil vi lægge en strategi for hvordan vores arbejde kan få endnu større impact overfor de mest udsatte borgere i Aarhus.

Fx kunne vi (uden ekstra-udgifter) sagtens flytte nogle af vores tirsdags-øvninger ud til nogle af de udsatte aarhusianere der trænger allermest til lys, latter og liv.

Tak fordi I hører os.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

Jon Skjerning-Rasmussen

Indsendt

19/03/2026 19:31

Udtaler sig som

Forening, organisation eller bestyrelse

Organisation

De Splittergale

Sagsnummer

HS1343108

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16