Jeg er maniodepressiv og på førtidspension og har brugt Dalgasskolen i knap ti år.
Det har i perioder været det eneste sted, hvor jeg har haft social kontakt, og derfor noget, der har været med til at give mig en følelse af mening i hverdagen. Det har været vigtigt for mit mentale helbred, at jeg har haft noget at stå op og se frem til nogle gange om ugen. At kunne komme hjem med følelsen af, at dagen er gået med noget, og at jeg faktisk har fået grinet og snakket med nogen. Det er i perioder højdepunktet i min uge – socialt men også fordi det skaber den struktur, som ellers kan være svær for mig at opretholde. Uden Dalgasskolen ville mine dage i højere grad flyde sammen.
Hvis Dalgasskolen lukker, vil jeg og mange andre stå uden et fællesskab og et netværk. Det er svært overhovedet at forestille sig konsekvenserne, men ligesom at skolen har været med til at holde mine depressioner nede, kan jeg kun frygte, hvordan det vil påvirke mit mentale helbred og min trivsel, hvis den lukker. Hvad skal man fylde sine dage med i stedet? Mange, inklusiv mig selv, vil formentlig falde tilbage i gamle, usunde mønstre. Det er kontraproduktivt, når man tænker på, hvor presset psykiatrien allerede er.
Dalgasskolen gør en kæmpe forskel for mange af os, som ellers ville have brug for langt mere støtte i psykiatrien. I risikerer at spare de sunde interesser og fællesskaber væk, som i mit og mange andres tilfælde er med til at forebygge forværring og i sidste ende indlæggelser.
