Jeg afgiver dette høringssvar som forælder til en voksen søn med udviklingshæmning, der bor på et kommunalt botilbud.

Det er dybt bekymrende, at omstillingsplanen så tydeligt lægger op til, at økonomiske hensyn prioriteres over kvaliteten i indsatsen til nogle af samfundets mest sårbare borgere.

Planen anerkender selv, at kvaliteten kan ændres, at borgere kan blive påvirket, og at medarbejderne får flere opgaver. Det er i realiteten en direkte accept af, at serviceniveauet forringes. For mennesker med omfattende handicap er stabilitet, tryghed og høj faglighed ikke “nice to have” – det er en forudsætning for et værdigt liv.

Når der spares på medarbejdere, ledelse og kompetenceudvikling, risikerer det at få meget konkrete konsekvenser:

mindre tid og nærvær til den enkelte borger

flere skift og mindre kontinuitet i personalegruppen

dårligere faglige vurderinger og indsatser

For min søn – og mange andre – kan sådanne ændringer betyde øget utryghed, forværring af trivsel og i værste fald udadreagerende adfærd eller behov for endnu mere indgribende indsatser.

Det er samtidig uacceptabelt, at medarbejderne pålægges et yderligere pres. Erfaringer viser tydeligt, at højt arbejdspres og manglende ressourcer fører til dårligere arbejdsmiljø, højere sygefravær og større udskiftning. Det rammer direkte borgerne, som mister den stabilitet og relation, de er afhængige af.

Planens fokus på “hjemtagning” af borgere fra eksterne tilbud giver også anledning til alvorlig bekymring. Det må aldrig blive et økonomisk projekt at flytte borgere, hvis det ikke er fagligt begrundet. For mange borgere er det forbundet med stor risiko at blive flyttet fra et tilbud, hvor de trives.
I stedet for at gennemføre besparelser, der rammer de mest sårbare, bør kommunen overveje andre løsninger:

at finde besparelser på mindre kritiske områder

at lægge et langt tydeligere pres på staten for at sikre tilstrækkelig finansiering af socialområdet

at arbejde for en national løsning, hvor det specialiserede socialområde i højere grad samles regionalt, så faglighed og kvalitet prioriteres over kommunale budgethensyn
Derudover bør der rettes et kritisk blik mod private botilbud, hvor der i nogle tilfælde genereres profit på en meget sårbar målgruppe. Midlerne bør i stedet gå til kvalitet i indsatsen.

Afslutningsvis vil jeg understrege, jeg har på egen hånd oplevet, hvad uprofessionel håndtering og utilstrækkelige ressourcer kan betyde for mit barn. Konsekvenserne er kan ikke beskrives med ord – de påvirker trivsel, tryghed og livskvalitet hos et menneske, der er fuldstændig afhængigt af andres faglighed og omsorg.

Derfor er min bekymring dybt personlig og meget alvorlig: Hvis denne plan gennemføres uden tilstrækkelig fokus på kvalitet, risikerer vi at svigte nogle af de mennesker, der har allermest brug for vores fælles ansvar.