Høringssvar vedr. besparelser på Kofoeds Skole Aarhus
Som selvstændig erhvervsdrivende og samarbejdspartner med Kofoeds Skole gennem de sidste to år ønsker jeg at afgive høringssvar i forbindelse med de foreslåede besparelser.
Jeg samarbejder aktuelt med skolen i flere sammenhænge. Blandt andet er jeg igang med at ansætte elever via socialt frikort, hvor de skal hjælpe i min virksomhed med at producere kreative kits til kursusforløb. Derudover arbejder jeg lige nu med et huskunstnerforløb støttet af Statens Kunstfond, hvor Kofoeds-elever indgår som medformidlere i kreative processer med børnehavebørn. I det arbejde ser jeg helt konkret, hvad skolen betyder.
Kofoeds Skole er for mange elever det sted, de vågner op til. Det er et forpligtende fællesskab, som giver dem struktur og en tryg overgang til arbejds- og samfundsliv.
Jeg oplever mennesker, der får mod til at stå frem, også i mødet med børn, og som bidrager med nærvær, hænder og samtaler.
Som virksomhed er det meget meningsfuldt at kunne være med til at støtte den udvikling, hvor eleverne vokser, tager ansvar og gradvist nærmer sig arbejdsmarkedet.
Set udefra, som samarbejdspartner, vurderer jeg, at besparelser på dette område kan medføre større menneskelige og økonomiske omkostninger på sigt.
Jeg vil derfor opfordre til, at man genovervejer besparelser på Kofoeds Skole, som i praksis fungerer som en vigtig bro til arbejdsfællesskaber, uddannelse og deltagelse i samfundet.
Eleverne på Kofoeds Skole rummer et stort potentiale, og det er afgørende, at de ikke risikerer at falde mellem to stole.
Med venlig hilsen
Gitte Lægård
Kreativ proceskonsulent og designer
Samarbejdspartner med Kofoeds Skole Aarhus