Som kvinde med bipolar lidelse har jeg oplevet mange ting. Der har været meget mørke perioder i mit liv med selvmordsforsøg, indlæggelser og utallige sygemeldinger. Jeg har været i psykiatrien i næsten alle år i mine 20'ere, men jeg har også kæmpet, når jeg ikke har været indlagt. Og heldigvis har jeg fået plads til at ånde andre steder, som ikke har været tomme kasser. Fx som elev på Dalgas Skolen. Jeg har også brugt Gallos fine tilbud. Et år blev jeg nomineret til Gallo Prisen for min aktivistiske indsats for at bryde med tabu, fordomme og stigmatisering. Jeg mødte min kæreste en juleaften, hvor jeg var frivillig på Fundamentet. Et sted som han har brugt i en periode af sit liv som et sted, hvor han kunne spejle sig i andre, der havde det svært og også få noget konkret mentorskab, for hvordan er man i livet, når livet er svært? Hvordan passer man på sig selv, når man har det dårligt? Hvad gør man, når man kæmper alene? Der ligger ansvaret hos dem, der kan hjælpe os til at få det bedre. Hjælpe os til at vi kan se os selv og os selv i livet. Kommunen har hidtil med de smukkeste tilbud faciliteret omfavnende fællesskaber, hvor man kan blive set som menneske og ikke som sin sygdom eller sin livssituation. Når man bliver set som menneske, ser man også sig selv og man kan endda se sig selv udfolde og udvikle sig. Men det er sårbart. Og det bliver endnu mere sårbart, hvis kommunen vælger at spare på området, Hvis man sparer på området, vælger man også at spare mennesker væk. Det er stigmatiserende, og det kan slå folk ihjel. Overhovedet at argumentere for retten til et godt liv er pinligt. Men høringssvar skal der åbenbart til i Århus Kommune efterhånden. Om vi så bliver hørt, er jo så op til jer. Alle kan blive syge. ALLE. ALLE får brug for hjælp på den ene eller anden måde i løbet af livet - det er bare forskellige former for hjælp, men at fratage hjælpen til mennesker der kæmper for at overleve - det er forkert. Og som et vigtigt punktum kan jeg tilføje, at de mest inspirerende mennesker jeg har mødt i mit liv er i disse fællesskaber - både ansatte og brugere eller hvad man kalder os skæbner, der er så modige at gøre os selv sårbare hver dag. Og noget af det smukkeste jeg har oplevet i fællesskaberne er, at jeg ikke har følt mig forkert, Det er faktisk her jeg har været mest mig selv. I de sociale tilbud er der liv, mening, fællesskab, inspiration, motivation, styrke, kærlighed, kreativitet, håb og ikke mindst frihed. Vil kommunen virkelig spare mennesker væk?