Sociale Forhold og Beskæftigelse ved Aarhus Kommune har fremlagt det de kalder et omstillingskatalog, det man normalt kalder et sparekatalog.

Min søn har Downs Syndrom og bor i et bofællesskab for handicappede i Mårslet. Det er et af de steder, som på en række områder, vil blive ramt hårdt af de besparelser der er fremlagt.

Et bofællesskab er et hjem for beboerne, hvor de får den støtte i hverdagen som de er helt afhængige af. Her lever de deres liv, og når de skal bevæge sig udenfor bofællesskabet kræver det ligeledes en ledsager.

Ud af en række besparelsesforslag er der ét forslag der vil få særlig afgørende og ødelæggende indflydelse på beboernes liv: det er kommunens plan at lukke det køkken der, som i alle andre hjem, udgør pulsen og livsnerven i bofællesskabet.

Køkkenet er ikke en isoleret faglig enhed i bofællesskabet. Køkkenet er en levende og vigtig del af hverdagen, og vores søn snakker lige så meget om køkkenpersonalet som resten af personalet og de øvrige beboere.

Nu vil kommunen lukke køkkenet og erstatte dette med færdiglavet mad fra et storkøkken som ikke bidrager til livet i bofællesskabet. Og så tænker du nok: det må blive meget billigere for de borgere som skal leve for en førtidspension. Men nej. Prisen for disse borgere, som er blandt de svageste i vores samfund, stiger med mellem 1.000-1.700 kroner OM MÅNEDEN.

I forbindelse med et dialogmøde med kommunens administration blev der fra flere sider ytret ønske om at skrue lidt op for brugerbetalingen mod at kunne beholde det lokale køkken. Svaret var, at det må man ikke. De må til gengæld godt opkræve et uhørt højt beløb fra vores handicappede borgere for et produkt de ikke ønsker, og som vil forringe deres dagligdag væsentligt.

De borgere vi snakker om her har ikke mulighed for at tage et andet sted hen, eller bare gå ud og spise hvis de har lyst til det. De er i langt højere grad end alle os andre bundet til deres bosted og den støtte der er på stedet. Og fra dette sted, som er deres base og fra hvor de skal lære at være selvhjulpe i så høj grad som muligt, er det så tanken at fjerne netop den del af deres hjem, som står for noget så trygt og hjemligt som deres køkken og de mennesker som arbejder her og som er kendt og elsket blandt beboerne.

Aarhus Kommune kan ganske enkelt ikke være dette bekendt. Det er ikke første gang at der snakkes om besparelser af denne slags, og hver gang skaber det stor utryghed. Som forældre skaber det igen den store frygt: hvad skal der blive af mit barn, når jeg ikke længere er her til at tage kampen op?

Jeg opfordrer til, og håber på det inderligste, at politikerne i Aarhus vil genoverveje de besparelser som er fremlagt i sparekataloget, og at de i stedet vil kæmpe for et værdigt liv for vores svageste borgere.