Spring til hovedindhold

Høringssvar

Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet

Fundamentet

Jeg har været bruger af fundamentet i næsten 2 år og uden det ved jeg slet ikke hvor jeg ville være i dag. Før jeg blev tilknyttet fundamentet har jeg været tilknyttet psykiatrien flere gange, hvor de til sidst afsluttede mig selvom jeg stadig havde brug for hjælp. Jeg prøvede at søge psykolog men havde desværre ikke økonomien til det, da uddannelseshjælpen er så lav at jeg knap nok kunne holde mit budget kørende som det var.

Da jeg begyndte på fundamentet fik jeg en mentor tilknyttet og jeg kunne begynde at gå nede i huset, hvor jeg langsomt kunne udvikle mine sociale færdigheder med hjælp fra medarbejderne og de andre brugere, i et tempo der passede til mig.
Jeg har desuden også haft muligheden for at få gratis behandling gennem nogle af deres mange frivillige, som også virkelig har hjulpet mig.

Fundamentet for mig betyder et frirum hvor der er plads til den du er, og hvor alle behandler hinanden med venlighed, åbenhed og respekt. Her er det ikke vigtigt hvilken diagnose man har fået, for hvordan man bliver behandlet; man bliver set som den person man er. Man møder op og får en følelse af at være ønsket, og netop når man har det skidt og har dårligt selvværd er det en ubeskrivelig vigtig følelse. Her er folk glade for at se en og medarbejderne gør så meget for at alle føler sig godt tilpas.

Jeg er utrolig glad for at jeg kan gå på fundamentet - de har hjulpet med at give mig livslysten og glæden tilbage, og på grund af dem føler jeg, at jeg er et meget mere stabilt sted i livet. Nu er jeg begyndt at have drømme for en fremtid og håb om en dag at kunne begynde i uddannelse.

Jeg var desuden til den fredelige demonstration mod besparelser onsdag d 18. marts, hvor jeg kunne høre og se hvordan disse besparelser påvirker så mange nødvendige tilbud. Det er fuldstændig hjerteskærende at forestille sig at disse steder vil miste deres så minimale tilskud i forhold til hvad de kan gøre med pengene og hvor meget de betyder for så mange borgere i Århus. Jeg beder jer i byrådet om at genoverveje disse besparelser, eller at appellere til regeringen om at få sat et højere loft på jeres budget for social og beskæftigelse. Alle os sårbare føler os allerede som en byrde i et samfund der ikke er skabt til os - disse besparelser vil være en katastrofe for os alle i Århus.
Download høringssvar som pdf

Afsender

Navn

C

Indsendt

19/03/2026 22:10

Udtaler sig som

Privatperson

Sagsnummer

HS4209705

Informationer

Startdato

Svarfrist

Type
Beskæftigelse Indkaldelse af ideer og forslag
Område
Hele kommunen

Hørings-id

H1403

Kontakt

Jan Gehlert

Telefonnummer: 41 85 87 16