Omstillingsplan og indfasning af beskæftigelsesreform på social- og beskæftigelsesområdet
En besparelse på 150 millioner kr. på udsatte i Aarhus kommune er en fejlslagen strategi… (Gallo Skolen)
Kære politikere i Aarhus Kommune!
Det spareoplæg, der er bragt på banen, hvor 150 millioner skal spares i arbejdet omkring de udsatte i Aarhus Kommune, vil jeg kalde en fejlslagen strategi.
Hvor skal de udsatte gå hen, hvis de ikke længere kan finde steder med husrum, medmenneskelighed, faglige inputs, samvær, professionelle undervisere og omsorgsgivere, som skaber tilbud med ekspertise og stor erfaring med målgrupperne? Isolere sig hjemme, lade sig indlægge, opgradere medicinforbruget, opgive at få det gode liv tilbage?
Ingen tvivl om, at det vil blive en virkelighed, vi kommer til at stå i, hvis den foreslåede besparelse bliver en realitet.
Jeg underviser i musik på Gallo Skolen i Risskov. Gennem de 6 år, jeg har undervist på skolen, har det virkelig ramt mig at se, hvordan mennesker i den grad vokser ved at udfolde sig kreativt der. Skolen tilbyder undervisning med stor faglig kvalitet i skrivning, tegning/maling, keramik, grafik, syning, strikning, musik mm. Den helende effekt, fordybelsen og skabelsen af et personligt kreativt udtryk formår at frembringe, er forunderlig og uden sammenligning. Det er hele skolens grundtanke og ånd at fremme lysten til at skabe og blive sig selv. Og i tilgift udfolder der sig både små og store talenter på skolen.
I Gallo-bevægelsen nedtones tanken om patienter og klienter – det er det menneskelige møde i fællesskaber med fokus på meningsfyldt arbejde, der er centralt. Der er et vægtigt erfaringsgrundlag i bevægelsen, der bygger på overlæge Johannes Nielsens tanker og udvikling af organisationen.
https://www.antv.dk/mening-det-der-skaber-mennesker-et-program-om-johannes-nielsen-g/
Der er tale om grundlæggende værdier, som man ikke bare kan genskabe med et snuptag. Hvis I afvikler Gallo Skolen og Gallo-bevægelsen, er det en helt særlig tanke om det enkelte menneskes værdi og betydning i samfundet uanset psykisk tilstand og evt. diagnose, der skylles ud med badevandet! Her er der en særlig indsigt i, hvordan kreativitet, kunst og psykisk tilstand kan interagere og fremtone som noget helt særligt. Livskvalitet og øget selvværd!
I moderne pædagogik taler vi om embodiment (kropsliggørelse). Det kreative og meningsfulde arbejde kan fremme oplevelsen af at være fuldt tilstede i egen krop og forstå verden gennem kropslige erfaringer og sansninger og dermed øge nærvær og selvindsigt.
Der er noget galt med den serviceramme, der er lagt ned over Aarhus Kommune, når vi kan ende i en så sølle forfatning. Det er ikke værdigt! Det er usselt og ude af trit med de vinde, der ellers blæser i samfundet om, at trivsel bør sættes i højsæde.
Det er mig ganske uforståeligt, hvordan rammerne i den grad ser ud til at blive sprængt, når det gælder anlægsrammen – nyt stadion, Vesterbro torv, optakt til nyt parkeringshus osv. Her kan man åbenbart godt finde pengene. Det forlyder også i medierne, at problemet ikke er, at Århus kommune ikke har pengene til fortsat at støtte de ramte organisationer, men det kan ikke lade sig gøre pga. servicerammen.
Undskyld mig! Hvordan kan det så lade sig gøre at sprænge rammerne for anlægsrammen? Man bliver SÅ træt, når man hører sådanne begrundelser.
Hvorfor råber byrådspolitikerne ikke Christiansborg op, og forklarer hvorfor Aarhus skal have løftet servicerammen? Forklar, hvorfor det ikke hænger sammen – Århus er en stor by med mange studerende og udsatte, der har søgt hertil, netop for at få bedre vilkår end i udkantsdanmark – og trivslen er ikke i top i disse år. Når der er penge nok i kommunekassen, så er det vel oplagt at omfordele – og sørge for at værdsætte de mennesker i vores by, der ikke selv råber højt, men har brug for at blive båret et stykke af vejen for at holde hovedet oven vande eller komme ud på den anden side.
Aarhus kom nu ind i kampen. Vi kan ikke se os selv i øjnene eller kende byens ansigt, hvis vi ikke kæmper for dem, der har særlige behov. Og husk på, at den tilstand kan ramme os alle fra den ene dag til den anden, hvad enten vi vil det eller ej.
Og kære byrådspolitikere – Bevar Gallo Skolen og Gallo-bevægelsen.
Vi har ikke råd til at lade være. Det er ”medicin”, der virker – og jeg har set det med mine egne øjne!!
Aase Collin Sloth, lærer på Gallo Skolen
Download høringssvar som pdf