Der er INGEN, der gerne vil være på TAF. Det betyder jo at ens barn mistrives og ikke passer ind i rammen. At være på TAF er konsekvensen af svigt af barn og familien, manglende viden og kompetencer i skolen, et system der er i knæ og ikke taler sammen eller lytter til hinanden. De eneste, der taler barnets sag, er forældrene. Vi er barnets advokat, ambassadør, lærer, læge, pædagog, psykolog - alt imens vi gerne bare vil være forældre og ikke en blæksprutte/koordinator, der skal prøve at samle det hele, mens barnet mest af alt bare har brug for omsorg, tid, at vi lytter - i bund og grund at barnet kan føle sig tryg. Som forældre er man i det hele tiden. Man har aldrig fri. Man har måske ikke tid, energi og overskud til andet end at være der for familien. Gennem arbejde ville man få en pause og kunne tænke på noget andet, føle sig kompetent, få nye inputs, møde kollegaer, komme væk fra huset - den mulighed er der bare ikke. Mit barn og mit ansvar (men samtidig sortere i ‘eksperternes’ meninger og anbefalinger, der oftest er modstridende). Vi skulle aldrig have lyttet til ‘eksperterne’. Vi skulle have stolet på vores egen mavefornemmelse.

Det er fair i gerne vil reducere beløbet i bruger på TAF- området, men det kan i ikke med mindre i;
⭐️ giver skolen ressourcer til at løfte opgaven, så de ikke bare kan sige at ‘pengene er brugt’. Det kan man som forældre jo ikke gøre noget ved. At skolen har sektoransvar er dermed ligegyldigt.
⭐️ giver skolen (ledere og ansatte) den fornødne viden om diagnoser, belastningsreaktioner, nervesystemet, specialpædagogik eller måske bare god, rummelig og nærværende pædagogik. Der er meget lang vej til at få hjælp i dag, og nu vil i mindske Tværgående Trivselsteam, hvilket er hovedrystende. De gør en stor forskel. Så længe skolen ikke har penge til at støtte børnene, får I ikke knækket kurven. Der er jo allerede lang ventetid på indsatser, også de såkaldte ‘forebyggende’. 4-6 måneder er ikke forebyggende. Når først et barn gentagne gange er blevet utryg, kan det tage år at genoprette tilliden, trygheden og få arbejdet sig igennem overbelastningerne.
⭐️ stopper med at pege fingre af forældrene. Forældre, der kontakter skole eller fx familiecenter for at få hjælp, vil sine børn det bedste. De ser et behov eller problem, som de ikke selv kan løse. Dér, hvor i skulle bekymre jer, er dér, hvor forældrene ikke selv henvender sig. Der er ingen forældre, der gider sidde til de nytteløse møder for sjov. At man i det meget lange løb som forældre selv bliver træt og udkørt er ærlig talt helt forståeligt. Det er opslidende at få andre til at tage del i ansvaret.

Hvis I vil mindske TAF må i reagere rettidigt og måske kræve, at skolen gør sit. Ingen sager eller børn er ens og dermed skal I være fleksible og tænke i løsninger. Vi havde et møde, hvor vi 3 gange blev anbefalet at kontakte Headspace. Sagsbehandlerne havde ikke de tilbud vi forslog ville hjælpe. De kan faktisk aldrig hjælpe med noget. Som jeg forstår det vil I også fjerne støtten til Headspace. Hvem skal i så henvise til?🤪

Jeg tror I stedet I skal udvide jeres tilbud med TRAUMETERAPI til børn, deres forældre, lærere der kommer i klemme, sagsbehandlere etc. I kan lige så godt få lavet et Traumeforløb. I kommer ikke til at afhjælpe mistrivslen med det sparekatalog, så flere vil få behov for det. Den nyeste forskning viser, at hjernen er neuroplastisk og kan omprogrammeres igen. Hjernen har brug for at være tryg. Skolevægring er indbegrebet af et nervesystem og hjerne, der prøver at beskytte barnet selv. Det er ren hjernekemi. Men der er ingen i kommunalt regi, der arbejder med de metoder.

Kirsten Callesen har lavet et helt kompendium, der konkret beskriver, hvordan man kan hjælpe børn ifht hvilke problemer, de har.
Der er lige udkommet en ny bog, der hedder ‘ADHD-venlig’ skole. Det er vist utopi, men i kunne forsøge.

Når man selv har oparbejdet sig en del dårlig erfaring på et område, så håber man i det mindste, at der evalueres og justeres, og at det dermed forbedres og kommer andre til gavn. Jeg håber meget vores bitre erfaringer kan bruges til gavn for andre familier og børn.