Høringssvar vedrørende forslag 1.10 om reduktion af midler til Åben Dialog i Aarhus Kommune.

Jeg afgiver dette høringssvar som privatperson. Synspunkterne er mine egne og ikke et udtryk for min arbejdsplads. Jeg har daglig erfaring fra beskæftigelsesområdet i Center for Særlig Jobrettet Indsats i Aarhus Kommune, hvor jeg arbejder med borgere i komplekse livssituationer, herunder som vært for Åben Dialog-netværksmøder.

En gennemgående erfaring er, at deltagerne forlader møderne med en oplevelse af, at man har lyttet til hinanden på en måde, der skaber bevægelse frem for fastlåsning. Erfaringer fra dialogisk praksis peger på, at progression i komplekse sager ofte opstår, når flere perspektiver bringes i spil samtidig, frem for gennem sekventielle og fragmenterede indsatser.
Set i et styringsperspektiv understøtter Åben Dialog en mere sammenhængende og koordineret indsats, hvor flere aktører arbejder i samme retning fra starten – med borgeren i centrum. Dette reducerer risikoen for langvarige, gentagne og ressourcekrævende forløb uden tydelig progression.
Tilgangen bidrager dermed til:
• tidligere afklaring og retning i sager
• færre parallelle indsatser
• bedre udnyttelse af eksisterende ressourcer
Dette er væsentlige parametre i en tid, hvor der er behov for både økonomisk ansvarlighed og høj faglig kvalitet.
Borgernes stemme
Jeg har i mit daglige arbejde deltaget i en række Åben Dialog netværksmøder. Af hensyn til min tavshedspligt har jeg ikke mulighed for at gengive konkrete cases, men jeg finder det væsentligt at fremhæve nogle gennemgående erfaringer.
I disse samtaler oplever jeg, hvordan det, der på forhånd fremstår som fastlåste og konfliktfyldte forløb, kan bevæges. Borgere, som gennem længere tid ikke har følt sig reelt hørt, får en stemme i et fælles rum. Pårørende som har oplevet sig udenfor og frustrerede, går derfra med forståelse og en med-ansvarsfølelse. Samtidig ser jeg fagpersoner, som tidligere har oplevet samarbejdet som vanskeligt eller præget af modstand, få en ny forståelse for borgerens perspektiv. I situationer, hvor borgere har følt sig presset og derfor reageret udad, opstår der i dialogen mulighed for at skabe ro, mening og gensidig forståelse.
En gennemgående erfaring er, at deltagerne forlader møderne med en oplevelse af, at man har lyttet til hinanden på en ny og mere virkningsfuld måde, der skaber bevægelse frem for fastlåshed. Dialoger der helbreder - forandring kan ikke skabes gennem pres eller ensidige løsninger, men i det fælles refleksive rum, hvor flere stemmer får plads, og hvor mening opstår i samspillet mellem mennesker.
Centralt i denne tilgang er, at ingen på forhånd definerer problemet eller løsningen alene. I stedet arbejdes der med at skabe en proces, hvor alle perspektiver bliver hørt, og hvor nye forståelser kan opstå. I praksis betyder det, at det, der tidligere har fremstået som “uløselige” problemstillinger, ofte kan finde nye veje - ikke gennem yderligere krav, men gennem øget forståelse, koordinering og fælles retning.
Disse erfaringer peger på, at dialogisk praksis ikke alene har en menneskelig værdi, men også et betydeligt potentiale for at løse komplekse problemstillinger mere effektivt og bæredygtigt.

Afsluttende bemærkning
Hvis målet er at reducere de samlede udgifter på det sociale område, peger både forskning og praksiserfaringer på, at det er mest effektivt at prioritere indsatser, der skaber progression tidligt i forløbene.
Dialogisk praksis og Åben Dialog-netværksmøder bidrager netop til dette ved at samle aktører, reducere kompleksitet og understøtte borgerens egen - samt deres netværks - deltagelse i løsningerne.
En reduktion eller løbende udfasning af disse indsatser indebærer en risiko for det modsatte - længere forløb, øget ressourceforbrug og lavere effekt af de samlede indsatser.
Jeg vil derfor opfordre til, at man i de videre prioriteringer fastholder fokus på indsatser, der både styrker kvaliteten og bidrager til en mere bæredygtig ressourceanvendelse.

Jeg udtaler mig udelukkende på egne vegne.